Hård dom: Windows Phone 7 er en død sild

Vi har desværre endnu ikke selv haft mulighed for at tage et nærmere kig på Windows Phone 7. Det har et udenlandsk site dog, og de mener, at Microsofts nye styresystem er håbløst.

Hård dom: Windows Phone 7 er en død sild

Tilbage i februar præsenterede Microsoft deres helt nye og anderledes styresystem Windows Phone 7. Der er stort set ingen ligheder med de forhenværende Windows Mobile-styresystemer, og brugerfladen er den såkaldte Metro-brugerflade, som Microsoft også gør brug af i den roste medieafspiller Zune. Men en tidlig bedømmelse af Windows Phone 7 er mildest talt ikke så god.

Spild af tid og penge

Galen Gruman fra sitet InfoWorld fik en længere præsentation af Windows Phone 7 på udviklerkonferencen Mobile Beat, og han er mildest talt ikke begejstret for, hvad han så:

– Windows Phone 7 er spild af tid og penge. Det er en platform ingen operatør, producent, udvikler eller bruger bør ulejlige sig med. Microsoft burde dræbe det, før det når på markedet, og indrømme at de er ude af mobilmarkedet for altid, skriver Gruman.

Besværlig brugerflade

Han var ikke meget for den nye brugerflade, der er opbygget af såkaldte fliser i stedet for programgenveje, og skriver, at det er alt for besværligt at navigere rundt i. Han skriver endda, at Windows Phone 7 virker som noget, Microsoft har udviklet som konkurrent til den originale iPhone fra 2007, og slet ikke har set, at mobilverdenen har bevæget sig videre siden dengang.

Vi har som sagt endnu ikke selv haft mulighed for at se Windows Phone 7 efter i sømmene, men personligt tvivler jeg dog på, at det er så dårligt, som det her er beskrevet.

Kilde: InfoWorld