Headsettet er godt i brug
Vi spurgte i sidste uge, hvor mange af Jer, der bruger headset til mobiltelefonen. Det gør 60 %. De resterende 40 % kommer nok snart efter det…
Headsettet er en fast bestanddel af mobilfolkets gear. Loven siger sågar, at du ikke må cykle og mobilsamtale uden et headset!
Det er alment gældende, at ny teknologi fordrer endnu mere teknologi og udstyr, der skal fungere dertil. Det er headsettet et godt eksempel på. I takt med at mobiltelefonen får flere og flere funktioner, som kræver høretelefoner, går headsetproducenterne kun endnu lysere tider i møde.
Radio og MP3-afspiller og brug af mobiltelefon under enhver form for kørsel, gør headsettet til en fast bestanddel af mobiltelefonien.
Begge hænder på rattet
Mobil kontaktede i denne forbindelse politiet, der oplyser, at enhver form for navigering rundt i et køretøj, mens man mobiltelefonerer, kræver brug af headset. Lovens §55a fortæller, at kørsel i bil, motorcykel, knallert, traktor og sågar cykel kan udløse en bøde, hvis man taler i mobiltelefon.
Næste uges spørgsmål
Næste uges spørgsmål handler om den sport, som vi alle er aktive udøvere af: SMS!
Vi vil gerne vide, om du sender over 25 SMS’er om dagen. Hvis du vil være med i Mobils helt egen uvidenskabelige undersøgelse, så besvar ugens spørgsmål, som du finder her til venstre.