Helge Sander: Næste skridt er SMS og data
Vi når desværre ikke at få glæde af de lavere minutpriser til mobilen i Europa i løbet af sommerferien, men det skulle komme inden efterårsferien. Det er resultatet efter et møde i EU’s ministerråd, der fandt sted i Luxembourg.
– Det er en stor dag for de europæiske forbrugere. I forhold til sidste år kan de nu se frem til en halvering af prisen for at ringe hjem fra et andet EU-land med mobiltelefonen. I alt for lang tid har mobilselskaberne opkrævet en for høj pris i forhold til de faktiske omkostninger. Det bliver der nu sat en stopper for, siger videnskabsminister Helge Sander.
SMS og data
Næste skridt er, forklarer Helge Sander, at lave lignende indgreb for SMS og datatjenester, der i dag kan være op til fem gange dyrere at sende fra et andet EU-land:
– Vi kan ikke vente halvandet år med dette, som Kommissionen lægger op til. Derfor har jeg på rådsmødet i dag bedt kommissær Viviane Reding om at se på dette hurtigst muligt, siger Helge Sander.
Teleanalytikeren John Strand mener dog, at det er ren populisme uden essens og indsigt:
– Når man regulerer priserne på den måde, sætter det konkurrencen ud af spil. Det er kun til gavn for de etablerede på markedet. Dem, der f.eks. forsøger at lave billig Wi-Fi, får det svært, og alternative virksomheder bliver hårdt ramt og vil bukke under. Sander her ikke sat sig ind i konsekvenserne af det her. Det her er på linje med en dansk fodboldfan fra Sverige, konkluderer John Strand, og henviser til den uheldige danske fodboldfan, der fik afbrudt fodboldlandskampen sidste lørdag mellem Danmark og Sverige.
Opfordrer selskaberne
Senest fra og med d. 1. oktober skal vi højst betale en såkaldt "eurotarif" på 4,60 kr. pr. minut. I dag er prisen i gennemsnit cirka 9 kr. pr. minut. Man kan dog selve forsøge at trumfe de lavere priser igennem lidt tidligere.
– Jeg vil opfordre selskaberne til at give deres kunder de lavere takster allerede i september, uanset om de aktivt har bedt om det eller ej. Under alle omstændigheder vil der fra min side blive taget initiativ til at sikre, at forbrugerne bliver godt orienteret om de nye muligheder. Det håber jeg kan ske i tæt samspil med branchen, som vi derfor har indkaldt til et hastemøde på mandag den 11. juni hos IT- og Telestyrelsen, siger Helge Sander.