Helt ærligt!

Helt ærligt!

I slutningen af juli blev det nye Teleankenævn klart. Tidligere har man skullet klage forskellige steder, alt efter hvad man ville klage over. Nu skal man klage ét sted – hos Teleankenævnet. Og de regnede med at få omkring 1000 klager om året – men danskerne klager mere. 700 klager over teleselskaberne på 2 uger!

Hvorfor nu det? Er selskaberne virkelig så rådne, at de får brugtvognsforhandlere til at ligne rene helgener, eller er det danskerne, der blot elsker at klage.

Jeg tror mest på det sidste…Vi er herhjemme blevet verdensmestre i at klage, og det er in at klage. Det skyldes ikke mindst DR, der med Danmarks Radios helt egen selvbestaltede ombudsmand, frk. Utzon har vist danskerne i den bedste sendetid, at man blot skal klage, uanset om man har fået en brugt telefon, der er solgt som nu, eller om man mener at lyset stadig er tændt når køleskabet er lukket…..

Jeg vil godt mane til lidt besindighed. Nu kommer jeg jo fra Jylland, og der er besindighed en dyd. Hvis du føler dig snydt eller dårligt behandlet af en butik eller et teleselskab, så prøv at tage en snak med dem, i stedet for straks at klage og true med bål og brand.

Og til selskaberne: Tag jer nu sammen og lyt til kunderne, det er der nogen af selskaberne der gør – I kan sikkert selv godt finde dem, ellers er I velkomne til at ringe, så skal jeg hjælpe jer på vej!

Glade hilsner fra

Brian Dixen