Her er Anti-multimedieskat- mobiltelefonen – spar 3.000 kroner i skat om året
Race Telecom lancerer nu anti-multimedieskat-mobiltelefonen Race One, som gør det muligt at spærre for al snak, som ikke er arbejdsrelevant – og samtidig leverer al den nødvendige dokumentation for at lovgivningen overholdes.
LÆS ARTIKEL: Skats medarbejdere afleverer mobilen i protest mod multimedieskat
Skal lette administrativ byrde
Med lanceringen af anti-multimedieskat-mobilen skulle det lette den enorme administrative byrde, som multimedieskatten pålægger erhvervslivet. Hvis medarbejderne skal undgå en årlig ekstrabeskatning på 3.000 kroner, skal det kunne dokumenteres, at arbejdsmobilen ikke benyttes til private samtaler. Og den opgave kan løses let Race One, lover Jesper Ravn, direktør for Race Telecom:
– Hvis der ikke findes en effektiv og velfungerende måde at styre, hvordan medarbejderne i erhvervslivet bruger deres mobiltelefoner, så kan multimedieskatten resultere i, at medarbejderne slet ikke vil udstyres med mobiltelefoner – eller at erhvervslivet i virkeligheden pålægges en ekstraskat, fordi de tvinges til at kompensere medarbejderne økonomisk, siger altså Jesper Ravn.
Styr opkald, sms og mms
Telefonen konfigureres fra en særlig hjemmeside, som giver mulighed for at bestemme, hvilke telefonnumre man kan ringe til eller modtage opkald fra – og de samme muligheder gælder SMS og MMS beskeder. Desuden er det muligt at indstille hvornår telefonen tændes og slukkes – og dermed er det muligt at sikre, at virksomhedens medarbejder udelukkende taler med arbejdsrelevante kontakter indenfor arbejdstiden.
Der er ellers tale om en GSM-mobiltelefon i klapformat med to skærme, indbygget kamera på 2 megapixel, MP3-afspiller, Bluetooth og microSD-kortlæser. Der er altså ikke tale om et teknisk vidunder, men man kan da ringe, sms’e og høre musik på den.