Her er den mest populære Android-producent
Comscore, der analyserer smartphone-markedet, har taget et grundig kig på smartphones i Italien, Frankrig, Tyskland, England og Spanien, de fem største lande i EU.
Det mest udbredte styresystem er stadig Symbian, men Android oplever den største vækst. Men hvilken Android-producent er størst?
Jo, det er ikke overraskende HTC, der sidder på 34,6 procent af Android-markedet. I England sidder de på hele 50,9 procent af Android-markedet.
Lige i hælene kommer Samsung med 31,7 procent, Sony Ericsson med 15,1 procent, LG med 5,8 procent, mens Motorola må tage til takke med 3,6 procent.