Her er mobilen med 1080p-skærm
Vi bebredjer dig ikke, hvis du ikke tidligere har hørt om Oppo Mobile. Oppo er en kinesisk producent af smartphones, og senest har selskabets øverste chef, Chen Mingyong, givet masser af god grund til omtale af selskabet.
Oppo har nemlig gang i udviklingen af en smartphone under navnet Oppo Find 5, som formentlig får en 5-tommer stor skærm. Det mest imponerende ved skærmen er dog, at den angiveligt har en opløsning på hele 1920 x 1080 pixels (1080p). Det giver en pixeltæthed på 441 ppi, hvilket er langt mere end hvad konkurrenterne kan tilbyde. Til sammenligning har de seneste iPhones en pixeltæthed på 326 ppi.
Med den høje opløsning kommer skærmen til at blive ekstremt skarp, og der sættes samtidig høje krav til telefonens øvrige dele.
Batteriet er eksempelvis på 2.500 mAh for at kunne holde telefonen kørende, og der sidder en quad-core Snapdragon S4 Pro processor i modellen sammen med 2 GB RAM. Styresystemet er Android 4.1 Jelly Bean, hvilket giver ganske god mening, eftersom tidligere versioner af systemet ikke understøtter den høje opløsning i så lille et format.
Kameraet er desuden på 12 megapixels.
Vi glæder os selvsagt til at høre meget mere om modellen, når producenten er klar til at løfte sløret for flere detaljer.
Kilde: GSM Arena