Her er Motorolas første Android-mobil

Det første rigtige billede af den første Android-model fra den kæmpende amerikanske mobilproducent Motorola ser nu ud til at være dukket op på nettet.

Her er Motorolas første Android-mobil

I den seneste tid har vi flere gange hørt rygter om en kommende Android-model fra Motorola, der skulle hjælpe med at redde den amerikanske mobilproducent ud af sine finansielle vanskeligheder. Nu ser det første rigtige billede af denne model så ud til at være dukket op. Og tilmed i ganske friske farver.

Det vides ikke med sikkerhed hvilken model, billedet viser, men den har en stor lighed med Android-modellen, der går under kodenavnet Morrison, som vi tidligere har set på lækkede dokumenter fra den amerikanske operatør T-Mobile. Der vides ikke meget om modellen, andet end at den tilsyneladende har et fuldt qwerty-tastatur, der kan skydes ud til siden. De obligatoriske knapper, som enhver Android-mobil skal have, kan ikke umiddelbart ses, men de kan for eksempel være trykfølsomme, og derfor ikke umiddelbart være synlige.

Der kendes ingen præcis udgivelsesdato eller pris for Motorolas første Android-mobil.

Kilde: Engadget Mobile