Her er verdens mindste touch-mobil
Er man udstyret med 10 tommelfingre, skal man nok samtidig være udstyret med en god portion tålmodighed, hvis man anskaffer sig Modu T, som angiveligt skulle være verdens mindste touch-mobil. Billeder på nettet viser, at den er mindre end et kreditkort, men de præcise mål for modellen er ikke oplyst.
Via forskellige typer tilbehør kan den udstyres med kamera, musikafspiller med mere. Brugerfladen oplyses at være skrabet, men dog med færdige funktioner til for eksempel sociale netværk. Den skulle ellers have indbyget 2 GB hukommelse og komme både i en 2G- og en 3G-version.
Det forventes, at den kommer ud på markedet sidst på året, men den kommer formentlig ikke til Danmark.
Allerede nu lancerer firmaet bag Modu 1, som skulle være verdens letteste mobil. Kun 43 gram vejer den og den måler 7,8 millimeter i tykkelsen. Skærmen er af oled-typen og er 1,3 tommer stor. Også den kan bruge forskelligt type tilbehør for øget funktionalitet.
Prisen er omkring 1.200 kroner, men den lader heller ikke til at være på det danske marked.