Her er YouTube til iOS
Da iOS 6 blev præsenteret tidligere på året, fandt vi ud af at bl.a. YouTube-programmet var forsvundet. Apple forklarede at deres licens med Google var kommet til sin ende, og at man derfor ikke inkluderede programmet i den nye version af styresystemet.
Dengang lovede Google dog også, at man ville komme med en iOS-app, og nu er den her altså.
LÆS OGSÅ: Apple dropper YouTube
Rent designmæssigt adskiller den nye klient sig meget fra den gamle. Det nye YouTube har et mere gennemarbejdet design, som i større grad minder om designet fra nettet og Android-versionen af programmet.
Nu kan man bl.a. swipe med fingeren til venstre for at komme til sine kontooplysninger og forskellige abonnementer. YouTube har også gjort det muligt at dele klip på sociale netværk som Google+, Twitter og Facebook.
I øjeblikket findes programmet kun i en udgave, der er tilpasset til skærmstørrelsen på iPhones og iPods. Google er dog i gang med en version, der også fungerer til iPad.