Hold styr på vennerne med Google Latitude

Ny mobiltjeneste fra Google kan vise dine venner og familie, hvor du er. Google Latitude smager lidt af tjenesten Jaiku, som Google tidligere opkøbte.

Hold styr på vennerne med Google Latitude

Hvis man gerne vil holde sin omgangskreds opdateret om sine bevægelser helt ned til mindste detalje, så er Google klar med et redskab, der hjælper med det.

Tjenesten Google Latitude lanceres i dag.

Latitude er en tilvalgsfunktion i Google Maps på mobiltelefonen. Programmet kan så indrapportere, hvor du er. Når du finder en ven i Google Latitude, så har programmet genveje, så man hurtigt kan chatte, ringe, maile eller sende en sms. Desuden kan man bede om en rutebeskrivelse til vennens placering.

Dermed har Google trukket en af kernetjenesterne ud af mikrobloggingtjenesten Jaiku, som Google har lukket og overladt til en tilværelse som open source.

Man skal bruge en Google-konto og en mobiltelefon. Det er dog ikke alle telefoner, der kan bruges. Ifølge Google skal man have en BlackBerry, en telefon med Windows Mobile (minimum 5.0) eller en Symbian S60-telefon. Understøttelse af iPhone, Android og Sony Ericsson (J2ME) er under udarbejdelse.

Google mener, at tjenesten for eksempel kan være brugbar, hvis man skal finde hinanden ved store arrangementer som koncerter og sportskampe. Google nævner dog intet om, at tjenesten også kan være oplagt for en jaloux mand at installere på den bedre halvdels telefon.

Funktionen afslører ikke helt nøjagtig hvor du er, men giver et fingerpeg om, hvor personen er på et givent tidspunkt. Blandt andet fordi Google Maps også kan finde placeringer via telemaster. Man skal desuden give tilladelse til, at de forskellige personer kigger med. Og man kan til hver en tid blokere udvalgte venner fra at kigge med.

Besøg denne hjemmeside fra din mobiltelefons browser for at downloade Google Maps til mobiltelefoner med Latitude.