HP dropper tablets og smartphones
Tilbage i slutningen af april sidste år kunne HP fortælle om dets planer om at opkøbe Palm med henblik på at bruge deres WebOS-brugerflade og viden omkring mobiler. HP ville med andre ord ind på mobilmarkedet, og for blot et halvt år siden præsenterede man to mobiler og en ny tablet med systemet.
Det lader dog ikke til at produkternes salgstal har levet op til producentens forventninger. I en pressemeddelelse fortæller man nemlig, at man vil stoppe produktionen af smartphones og tablets, og desuden også forsøge at komme af med PC-divisionen. Man overvejer også hvad der skal blive af WebOS – en løsning kunne være at licensere softwaren som et alternativ til Android, iOS og Windows Phone.
HP vil i stedet ændre fokus til softwareløsninger, tjenester i skyen og formentlig også enterprisemarkedet, hvor IBM i øjeblikket dominerer. HP har bekræftet at man snakker sammen med softwarefirmaet Autonomy om at opkøbe selskabet for omkring 10 milliarder dollar.