HP Ipaq 6915: Skarp uden 3G

I efteråret begyndte HP at sælge Ipaq 6515, og på Mobil konstaterede vi i vores test, at det var en "supermaskine". Men er den her opgradering nok, når konkurrenterne satser hårdt?

HP Ipaq 6915: Skarp uden 3G

Til den, der virkelig vil bruge e-mailen, betyder et rigtigt tastatur, at en smartphone bliver et betydeligt mere brugbart apparat. Det indså HP allerede for et år siden, da Ipaq 6515 kom frem. Dengang var Ipaq 6515 en rigtig nyskabende smartphone med indbygget GPS.

Siden da er der løbet meget vand i åen. HP er ikke længere ene om en smartphone med indbygget GPS-løsning. Og mobilkæmper som Nokia og Sony Ericsson kommer lige nu med flere lækre smartphones med tastatur.

Indbygget GPS og W-lan er to egenskaber, som skal lokke købere til Ipaq 6915.

For at bruge GPS-funktionen måtte jeg først downloade et lokalt kort. Der er kort over de fleste vesteuropæiske regioner, som kan downloades direkte fra telefonen. Ét kort indgår i købet, derudover må man købe flere på HPs hjemmeside.

Programmet til GPS-navigation i telefonen er TomTom Mobile 5. Det er et veludviklet og godt program. En dansk stemme står for vejvisningen under kørsel. Du kan også vælge at få instruktionerne på andre sprog. For at starte en tur er det bare at taste først by, så gade, eller søge på specielle steder som seværdigheder.

Der er ingen direkte fejl i GPS-løsningen i Ipaq 6915, men den er ikke længere så langt fremme i konkurrencen. Årsagen er, at GPS-antennen ikke er den bedste af slagsen. Den er ikke så hurtig til at finde positionen på kortet og misser en del sving under min testkørsel med bilen. Det gør, at jeg af og til kommer helt forkert. Flere konkurrenter har hurtigere og bedre GPS-antenner i sine systemer.

Brug Office-

dokumenter

Men GPS er trods alt kun en af funktionerne i Ipaq 6915. Det her er en smartphone med det nye Microsoft Windows Mobile 5. Du kan blandt andet åbne og redigere Word-, Excel-, og PowerPoint-dokumenter. Det er en af denne smarte mobils store styrker, måske den største.

Også Windows Mediaplayer er installeret, hvilket betyder, at du kan afspille musik og film. Der er også indbygget et megapixelkamera i Ipaq 6915, men billedkvaliteten er ærlig talt halvdårlig. Men det dur til MMSer.

Et rigtigt tastatur er noget for os, der skriver mange SMSer. Og skærmen giver et godt overblik over indgående beskeder. Tastaturet er dog ikke så godt, som det kunne og burde være. Tasterne er lidt for flade.

Det, HP mangler i konkurrencen, er frem for alt 3G. Smarte mobiler er definitivt den type mobiler, der har mest ud af hurtigt internet. Og 3G giver som bekendt betydeligt hurtigere mobilt internet end det gamle GPRS.

Hele Ipaq 6915 er jo som skabt til internet – godt e-mailprogram (Outlook Mobile), rigtig webbrowser (Internet Explorer) og chat-programmet MSN Messenger. Men når jeg henter dagens e-mail via mobilnettet til min Ipaq 6915, går det temmelig trægt. Og når min kone ringer midt i downloadningen, bliver den afbrudt. Det havde ikke sket med 3G.

At koble sig op på trådløse netværk (W-lan) er dog vældig enkelt, men det gælder om at slå den automatiske søgning efter tilgængelige W-lan fra, når man er inde i byen. Ellers får man konstant forespørgsler om, hvilke netværk man helst vil tilslutte sig.

Men er W-lan i gang, sluger 6915 dog batteriet ret hurtigt. Batteritiden er i det hele taget noget sparsom.

Ipaq 6915 er alligevel en god smartphone takket være alle de funktioner, den er fyldt med. Men konkurrenterne har oppet sig med deres alternativer den seneste tid, og HP er nu langt fra et selvfølgeligt valg for den, der vil have en smartphone med rigtigt tastatur.