HP klar med to nye smartphones
HP er nok mest kendt for deres computere, men de har nu også i en årrække lavet mobiler. Og nu har de netop introduceret to nye smartphones til to forskellige behov.
Den første model hedder HP iPAQ Data Messenger, og er en smartphone med en 2,8 tommer stor trykfølsom skærm. Den bruger styresystemet Windows Mobile 6.1 Professional, og har et fuldt tastatur, der kan skydes ud fra siden, hvilket gør den ideel til behandling af data. Desuden har den indbygget turbo-3G, WLAN og GPS, ligesom kameraet er på 3 megapixel, og har både autofokus og fotolampe. Modellen måler 114 x 57 x 17,4 mm, og vejer 160 g.
Den anden model hedder HP iPAQ Voice messenger. Den har et såkalt SureType-tastatur med to bogstaver på hver tast, der er en blanding mellem et fuldt tastatur og et sædvanligt numerisk mobiltastatur. Herved henvender den sig mere til mobilbrugere, der primært bruger deres mobil til at tale med. Modellen bruger styresystemet Windows Mobile 6.1 Standard, og har således en skærm på 2,4 tommer, der ikke er trykfølsom. Kameraet i denne model er ligeledes på 3 megapixel, ligesom den også understøtter både turbo-3G, WLAN og GPS. Målene er dog lidt mindre, og lyder på 114 x 50 x 13,6 mm, mens vægten er 107 g.
Priserne ligger på henholdsvis cirka 4200 kroner for iPAQ Data Messenger og cirka 3600 kroner for iPAQ Voice Messenger, men det vides, ikke hvornår de eventuelt vil komme til Danmark.