HP skal præsentere WebOS-tablets til februar
Todd Bradley som var tidligere chef for Palm, men nu arbejder hos HP, har i et interview med tv-selskabet CNBC på CES-messen bekræftet, at HP satser stort på WebOS og at det skal være at finde i HP’s kommende tablets og andre forskellige produkter.
Ifølge Bradley kommer WebOS ikke udelukkende til at blive anvendt i tablets ligesom iPad og Galaxy Tab. Det skal også bruges til smartphones, almindelige computere og enheder med større skærme. Alt denne får vi dog først at se, når HP præsenterer alle nyhederne den 9. februar i år i San Francisco.
Ingen stor interesse i MWC
Datoen ligger blot fem dage før mobilbranchens største årlige messe om mobiltelefoni, nemlig Mobile World Congress i Barcelona. Alligevel lader det ikke til at HP vil gøre sig særligt bemærket på messen, da man umiddelbart kun vil have en enkelt stand omkring mobile applikationer og tjenester.
Todd Bradley gik i interviewet fra CES ikke i detaljer omkring hvad man vil præsentere, men ifølge de rygter, der cirkulerer på nettet, drejer det sig om smartphones baseret på WebOS og mindst en surftablet.
Tidligere har HP baseret alle sine mobile produkter på Windows Mobile, men et hurtigt kig i HP’s webbutik viser at produkterne med Windows Mobile i høj grad er en mangelvare, og i stedet er blevet erstattet af WebOS-enheder. Du kan se interviewet med Todd Bradley lige her.