HTC: 1. kvartal bliver værre end forventet

HTC vurderer, at 1. kvartal 2014 kommer til at gøre mere ondt end forventet, men de forventer samtidig, at tingene vender resten af året.

HTC: 1. kvartal bliver værre end forventet

Den taiwanske mobilproducent HTC har netop meldt ud i en pressemeddelelse, at de forventer et salg i 1. kvartal 2014 på det der svarer til mellem 6,05 og 6,37 milliarder kroner.

Det er mindre end forventningerne på 6,97 milliarder kroner, skriver Bloomberg. Holder HTC’ egne forventninger vand, bliver HTC-salget det laveste kvartalssalg siden 2009, påpeger Bloomberg.

Dog forventer HTC en lidt større fortjenestesgrad på 21,75 procent, mens analytikerne forventer 19,5 procent.

Chialin Chang, HTC’ økonomichef, siger i en pressemeddelelse, at de forventer stærkere salg resten af året efter det første forventede svage salg i 1. kvartal, når de begynder at sælge deres nye topmodel HTC One 2 / M8.