HTC afviser Nexus-udgave af HTC One
HTC har gjort meget for at neddrosle Sense på HTC One, men det kunne nu alligevel være spændende at prøve en ren Android-version af telefonen.
I går afslørede Google, at der er en Samsung Galaxy S4 på vej kun med Android og helt uden Samsungs egen brugerflade TouchWiz – altså en Nexus-udgave af Galaxy S4. Det var en ganske stor overraskelse og straks var der interesse for at vide, om HTC havde noget lignende på bedding.
Og HTC var selv hurtigt ude på Twitter, hvor de skrev: “Så du kan betale 649 dollar for et stykke plastik med ren Android eller… du kan vente”.
Det blev straks tolket som om, HTC var på vej med en ren Android-version af HTC One. Men det er de ikke.
HTC’ globale chef for online-kommunikation siger over for SlashGear, at HTC ikke har planer om at lancere en sådan model.