HTC Explorer – ny billig smartphone med Android
Med Explorer giver HTC nye smartphonebrugere mulighed for at udforske de mange muligheder ved at have en avanceret mobiltelefon.
Telefonen benytter HTCs Sense-brugergrænseflade, og har en 3,2-tommer stor HVGA-skærm (320 x 480 pixels). Kameraet er på 3 megapixels.
Hos HTC mener man, at den mere almindelige bruger skal være i centrum med Explorer, og det afspejles altså på de specifikationerne, der ikke appellerer til den tekniske bruger.
"HTC Explorer er en smartphone, der er nem at bruge og sætter brugeren i centrum ved at give hurtig adgang til det vigtigste indhold og information", fortæller Peter Frølund, nordisk direktør for HTC, i en pressemeddelelse.
Explorer skal gøre det let at bruge nogle af de mere avancerede funktioner i en smartphone, f.eks. at holde forbindelsen med familie og venner, tilgå internettet og hente programmer fra Android Market samt bruge e-mails på farten.
Explorer lanceres herhjemme i løbet af fjerde kvartal i farven sort. Prisen lander på omkring 1.700 kroner.