HTC Flyer opdateres til Honeycomb
Da HTC frigav Flyer var det med en version af Android, der egentlig var lavet til telefoner, nærmere bestemt version 2.3 Da Flyer blev præsenteret, havde Google allerede præsenteret Android 3.0, der var udviklet specifikt til tablets.
Det kan derfor virke mærkeligt at HTC først nu vælger, at komme med en Android 3.0-opdatering, når Google for flere uger siden lancerede Android 4.0. Samtidig skal man dog huske på at Flyer er et HTC-produkt, og HTC er kendt for at være blandt dem, der ændrer mest på Android-systemets udseende og funktionalitet i sine mobiler.
HTC’s brugerflade hedder Sense, og den skal naturligvis tilpasses nyere versioner af Android, før HTC kan komme med en opdatering til den pågældende Android-version. Flyer har mange af de velkendte funktioner fra HTC’s telefoner, men ud over det kan den også skrive tekst og markere dele af skærmen ved hjælp af en pegepen.
Ifølge hjemmesiden TheVerge.com, som har været i kontakt med HTC, er producenten netop begyndt at udrulle en softwareopdatering til Android 3.0 til alle kunder i europæiske lande. Opdateringen kan hentes direkte til Flyer, og den behøver altså ikke være tilsluttet nogen computer for at kunne opdateres.