HTC forventer stor vækst
HTC er stort set vokset hvert år siden deres grundlæggelse for 11 år siden. Derfor kommer det næppe som nogen overraskelse, at HTC nu selv melder ud, at de regner med, at væksten også fortsætter i år.
Ifølge HTC’s finansielle direktør Hui-ming Cheng forventer selskabet, at deres indtjening i andet kvartal i år stiger til 1,12 milliarder dollars, hvilket svarer til cirka 5,4 milliarder kroner. Dette vil være en stigning på 4 procent i forhold til første kvartal i år, men en stigning på ikke mindre end 20 procent i forhold til andet kvartal sidste år.
På grund af de flotte tal vælger HTC desuden at udbetale næsten 200 millioner kroner i bonus til deres ansatte.