HTC HD2 klar inden for få uger
Det er gadgetsiden Engadget, der har fået et anonymt tip fra en kilde, der tidligere har vist sig at være troværdig. Tippet omhandler HTC Leo, også kaldet HTC HD2. Ud fra tippet at dømme, betyder det, at vi meget snart kan se frem til at få mobiltelefonen i hænderne.
LÆS ARTIKEL: Prisen for HTC Leo/HD2 afsløret
Fundet i operatørs intranet
Ifølge Engadgets kilde skulle modellen nemlig allerede være oprettet i den britiske operatør O2’s intranet, hvor den står listet under en oversigt med kommende produkter. Lanceringsdatoen er ligeledes at finde i systemet, og denne er sat til at være den 12. oktober – omtrent en uge efter Windows Mobile 6.5 lanceres, hvilket er styresystemet i HTC Leo.
Det særlige ved mobilen er dens gigantiske trykfølsomme skærm på hele 4,3 tommer og en opløsning på 480 x 800 pixels. Tidligere i dag kunne vi rapportere om, at den forventede pris på mobilen ligger på lige under 4.000 kroner – altså godt tusind kroner billigere end forgængeren Touch HD.