HTC, Nokia og RIM: Vores antenner fejler intet

Apple forsvarede i fredags iPhone 4's antenneproblemer med, at mobiler fra HTC, Nokia og Research In Motion havde lige så dårlig modtagelse. Det er de tre konkurrerende producenter dog ikke helt enige i.

HTC, Nokia og RIM: Vores antenner fejler intet

I fredags holdt Apple et ekstraordinært pressemøde omkring de problemer, som folk har haft med iPhone 4’s antenne og modtagelse af mobilsignal. Men i stedet for at indrømme en fejl, sagde Apple-chefen Steve Jobs, at samtlige smartphones led af lignende antenneproblemer. Han sagde, at Nokia-mobiler heller ikke måtte holdes på bestemte måder, og viste sågar en video, hvor mobiler fra Research In Motion (RIM), HTC og Samsung mistede signalstyrke, når man holdt dem på en bestemt måde. Nu svarer HTC, Nokia og RIM så igen.

Nokia prioriterer antennen højest

På nær Samsung, har de producenter, som Steve Jobs nævnte i fredags, nu svaret igen på anklagerne om, at deres produkter også lider af dårlige antenner. Nokia var hurtigst ude med en udmelding, og skrev, at de altid prioriterer antennen og modtageforhold over design:

– Som man vil forvente af en virksomhed, der fokuserer på at forbinde folk, prioriterer vi antennens ydeevne højere end fysisk design, hvis de to ting er i konflikt, skriver Nokia i en pressemeddelelse.

Apple har skudt over målet

RIM, der er verdens næststørste producent af smartphones, og står bag den populære BlackBerry-modellinie, svarer mere direkte, og mener, at Apple har skudt over målet med deres udmelding om, at RIM’s modeller også har problemer:

– Apples påstand om RIM-produkter ser ud til at være et bevidst forsøg på at forvrænge offentlighedens forståelse af et antennedesignproblem og på at rette opmærksomheden væk fra Apples svære situation, skriver RIM i en pressemeddelelse, og fortsætter:

– En ting er sikkert, RIM’s kunder behøver ikke at bruge et etui til deres BlackBerry-smartphones for at opretholde en ordentlig forbindelse.

Sidste kommentar hentyder naturligvis til, at Apple har set sig nødsaget til at give iPhone 4-købere et gratis etui, da dette skulle afhjælpe antenneproblemet.

HTC’s mobil har langt færre klager
HTC har ikke direkte meldt noget ud, men Eric Lin, der er HTC’s PR-manager, har til sitet Pocket-lint udtalt, at HTC Droid Eris (en amerikansk udgave af HTC Hero), der var en af de mobiler, Apple brugte til at demonstrere, at andre modeller også havde antenneproblemer, kun har haft en brøkdel af klager angående antennen sammenlignet med iPhone 4. I fredags nævnte Steve Jobs, at 0,55 procent af iPhone 4-køberne havde ringet til Apples support og klaget over antennen. Til sammenligning er det samme tal blot 0,016 procent, eller under en tredivtedel, for HTC Droid Eris.

Den eneste producent vi nu mangler at høre fra i denne sag, er nu Samsung, hvis Omnia II også var blandt de mobiler, som Apple mente led af antenneproblemer i stil med iPhone 4.

Foto: James Martin, CNET

Det sidste nye

Tematikken er stadig aktuel. Redaktionen kunne ikke slippe historien. 30/11/1999 stillede redaktiornen igen skarpt på tematikken med en sag med fokus på Top Gear og Letterman tager strøm på Apple – Læs videre her. Se også seneste nyt om temaet ved at trykke her..