HTC One X+ – ny super mobil fra HTC med Android 4.1 og Sense 4+

HTC ligger ikke på den lade side for tiden. Nu kan vi afsløre detaljerede oplysninger om en ny topmodel, HTC One X+ med Android 4.1, Sense 4+, bedre kamera og masser af hukommelse.

HTC One X+ – ny super mobil fra HTC med Android 4.1 og Sense 4+

Næppe har HTC lanceret to nye Windows Phone 8-mobiler, HTC Windows Phone 8X og HTC Windows Phone 8S, inden de er klar med en ny topmodel – denne gang en med Android 4.1 og HTC Sense 4+.

HTC er nemlig klar med HTC One X+, som er en ikke ubetydelig forbedring i forhold til HTC One X.

HTC One X+ har en skærm på 4,7 tommer af typen Super LCD 2 med opløsning på 1280 x 720 pixel. Glasset er gorillaglas 2, hvilket skulle gøre den ganske hårdfør.

Det er en quad core-processor med hele 1,7 Ghz, der sidder i telefonen. Til sammenligning har One X 1,5 Ghz og Samsung Galaxy S III 1,4 Ghz.

Den har fra start Jelly Bean, Android 4.1 og det sammen med quad core-processoren og de 1,7 Ghz gør den ekstremt hurtig i menuerne.

Hukommelsesmæssigt har den fået et nyk op sammenlignet med One X, så den kommer med 64 GB intern hukommelse.

HTC har det sidste års tid kunnet prale af at have en suveræn kamerateknik i deres bedste modeller og det er lykkedes HTC at gøre kameraet endnu bedre. Man kan vælge at have den indstillet til automatisk at vælge den scene, der passer til billedet, uden at man selv skal ind i den kameraindstilling på mobilen.

Så tager du et makrobillede, vælger den automatisk den scene, tager du landskabsbillede vælger den automatisk den scene og så videre. Det ser faktisk ud til at fungere godt i praksis og bør sikre, at du får endnu bedre billeder end du er vant til, uden at du skal gøre andet end at trykke på kameraudløseren.

Smart Flash er en funktion med fem flash-indstillinger, der automatisk tilpasser sig afstanden til det eller den, man fotograferer. Det skulle sikre, at der bruges den rette mængde lys, så billedet ikke bliver over- eller underbelyst.

HTC har også udviklet en sightseeing-indstilling. Aktiverer du kameraet og mobilen går i standby, så starter den automatisk med aktiveret kamera.

Derudover kan man nu også let se på et verdenskort, hvor man har taget sine billeder – en funktion der også er i Apples iOS. En rigtig fin funktion, hvis man rejser meget.

Endelig har batteriet også fået en opjustering fra 1.800 mAh til 2.100 mAh sammenlignet med One X. Det betyder også, at batteriet på papiret er lige så godt som det, der sidder i Samsung Galaxy S III.

HTC One X+ vejer i øvrigt 135 gram og måler 134,4 x 69,9 x 8,9 millimeter. Den forventes i handlen i løbet af de kommende uger til en startpris på omkring 5.000 kroner.