HTC opdaterer Desire HD og Incredible S

En opdateret Android-version og massevis af nye funktioner er hvad der gemmer sig i den nye opdatering til Desire HD og Incredible S.

HTC opdaterer Desire HD og Incredible S

HTC er nu klar med en ny opdatering til modellerne Desire HD og Incredible S. Opdateringen giver telefonerne Android 2.3.5, nyeste udgave af HTC Sense-brugerfladen samt en masse nye funktioner.

Vi har ikke selv haft mulighed for at afprøve opdateringen, men blandt de nye funktioner skulle bl.a. være HTC Watch, en ny låseskærm, bedre besked- og e-mail program, forbedret kalender, nyeste version af Android Market og en række nye widgets.

Desuden skulle der også være kommet en række andre mindre nyheder samt alle de ændringer, der følger med i HTC Sense 3.0.

Opdateringen er på vej ud til alle europæiske kunder i skrivende stund, og din mobil vil vise en notifikation, når opdateringen er klar til at blive hentet. Den fylder næsten 230 megabyte, så vi anbefaler at du gør det via et trådløst netværk.

Du må meget gerne dele dine oplevelser med den nye softwareopdatering i kommentarfeltet herunder.