HTC på vej med dum mobil
Lige siden taiwanske HTC blev grundlagt i 1997 har de specialiseret sig i at udvikle avancerede smartphones og PDA’er. I lang tid var alle modellerne baseret på Microsofts smartphone-styresystem Windows Mobile, men sidste år kom Googles modstykke Android også med i porteføljen. Og nu ser det ud til, at HTC har tænkt sig at udvide deres sortiment endnu mere.
Ifølge sitet DigiTimes vil HTC nemlig lancere en såkaldt ‘dum’ mobil, det vil sige en model, der ikke er en smartphone, i fjerde kvartal i år. Modellen skulle gøre brug af Qualcomms BREW-platform og have en lang række flash-baserede multimedieprogrammer installeret. Tiltaget virker spøjst i denne tid, hvor de fleste andre mobilproducenter begynder at producere flere smartphones, men hvis HTC vil have en større del af markedet, kan det være et smart træk.
Eldar Murtazin, der er redaktør for sitet Mobile-review.com, nævnte desuden forleden på sin personlige blog, at HTC også kiggede på at lancere modeller med Symbian Foundations kommende open source-styresystem næste år. Det ser med andre ord ud til, at HTC har tænkt sig at satse noget bredere i fremtiden, når det kommer til styresystemer i deres mobiler.
Kilde: DigiTimes