HTC på vej med sprit ny smartphone

HTC ser nu ud til at være på vej med en ny model med et fuldt tastatur på fronten samt en helt ny funktion.

HTC på vej med sprit ny smartphone

På det seneste har vi mest set touch-fokuserede Windows Mobile- og Android-modeller fra den taiwanske smartphone-producent HTC. De har dog ikke helt glemt de folk, der helst nøjes med et tastatur til at styre mobilen med. De ser nemlig ud til snart at have netop sådan en model klar.

Det er sitet CNET.de, der har fået fat i et foto af en ny HTC-model, der går under kodenavnet Maple. Som det kan ses på billedet, har modellen et fuldt tastatur på fronten, der skulle gøre det nemt at skrive tekst med både en hånd eller begge hænder.

Ud fra billedet kan det også ses, at modellen bruger styresystemet Windows Mobile. Desuden ser det også ud til, at modellen får en trackball til navigation, præcis som vi kender det fra HTC’s Android-modeller. Endelig forlyder det, at den nye model skulle have en funktion i softwaren kaldet Inner Circle, der skulle samle kommunikation med dine kontaktpersoner afhængig af tid på dagen og hvilken ugedag det er.

Der er ingen oplysninger angående pris eller lanceringsdato for den nye model.