HTC pifter Androids brugerflade op – se video

En ny video af en kommende Android-models software er dukket op, og den viser, at HTC tilsyneladende har tænkt sig at pifte Androids brugerflade op.

HTC pifter Androids brugerflade op – se video

Det er efterhånden et par år siden, at HTC begyndte at lave deres egen brugerflade på deres Windows-mobiler, da den normale brugerflade i Windows Mobile ikke er den mest brugervenlige. Siden da har mange andre producenter af Windows-mobiler fulgt i HTC’s fodspor, og nu ser det ud til, at HTC har tænkt sig at gentage succesen med Android.

Sitet PhoneDog.com er nemlig kommet i besiddelse af en video, der tilsyneladende viser brugerfladen i den kommende Android-mobil HTC Hero, som vi forleden bragte de første rigtige billeder af. Det kan ikke udelukkes, at en del af brugerfladen skyldes en ny version af Android, men taget i betragtning af, at den seneste version af Android netop er udkommet, og ikke indeholder disse nye elementer, er det formentlig HTC’s eget værk med alle de nye ting i brugerfladen.

HTC ser ud til at prøve at få brugerfladen i Android til at minde lidt om TouchFLO 3D-brugerfladen i deres Windows-modeller. Samtidig har de tilføjet en lang række widgets med forskellige funktioner som vejrudsigt, kurser og musik, som man kan sætte ind på startskærmen. Disse forskellige widgets vil formentlig også minde om de tilsvarende funktioner, man finder i HTC’s TouchFLO 3D.

Du kan se videoen med HTC Heros brugerflade på linket herunder.

Kilde: PhoneDog.com