HTC S620: Semi-stærk machomobil
S620 bliver lanceret som ren manna for folk, der bare ikke kan få nok af at sende beskeder. SMS’er, MMS, e-mails – nævn en beskedtype, og denne smartphone kan klare det. Så kan man jo godt tro, at det er de unge SMS-freaks, den henvender sig til. Selve designet er dog nok til at få netop den målgruppe til at vende ryggen til. Det kan nemlig ikke kaldes specielt hipt, selvom den er temmelig slank. Der er i hvert fald ikke meget Razr eller Chocolate over den. Så den unge målgruppe er væk, må vi formode – specielt også, da kameraet er for ringe til den målgruppe – det vender vi tilbage til senere. Nej, det er i stedet den rejselystne forretningsmand, som må siges at være målgruppen.
Det har HTC nu heller aldrig lagt skjul på var tilfældet. Enhver mobilproducent vil naturligvis gerne have store markedsandele, men HTC tager den med ro. De vil hellere lave funktionsspækkede smartphones til de brugere, der rent faktisk har brug for alle de funktioner. Det er trods alt stadigvæk kun en snæver gruppe. Ideen er, at deres produkter skal bruges på alle leder og kanter. Bruges kun 30 procent af telefonens funktioner, er det ikke godt nok. Af den grund slår HTC sig til tåls med, at de endnu kun har en lille markedsandel, men de vokser støt.
Både til arbejde og privatbrug
S620 hører til den gruppe smartphones, som der er kommet nogle stykker af på det sidste. Sony Ericsson M600 og P990, Nokia E61 og Samsung i320 er eksempler på disse. Også HP, Mio og Palm har produkter i denne stil. De sidste tre producenters produkter er dog generelt så store, at mange foretrækker at have deres egen private mobiltelefon i fritiden. S620 har derimod en størrelse, så man sagtens kan bruge den i privatøjemed også.
Den er noget bredere end almindelige mobiltelefoner, men ikke i forhold til f.eks. M600 eller E61. Den ser mere macho ud end de to modeller med det sorte og metalfarvede cover. Da den er ganske tynd, glider den fint ned i lommen. QWERTY-tasterne sidder fordelt på frontens nederste tredjedel. De er fine nok i brug, men de må absolut ikke blive mindre – som de er nu, er de nok lige på grænsen. Tasterne på M600 er faktisk lidt bedre sammenlignet med.
For at få bogstaverne æ, ø og å skal man trykke FN-tasten nederst til venstre ned, samtidig med at man trykker på den tast, hvor det ønskede bogstav sidder placeret med blåt.
Det kunne være mere smidigt lavet, men det fungerer nu okay. Skal man sende en SMS, er der en smart genvejstast nederst til højre. Ved siden af til venstre sidder der ligeledes genvejstaster til Internet Explorer og kamera, men mærkelig nok kunne jeg ikke finde en til e-mails.
Det meste i hovedskærmen
Til gengæld følger der en såkaldt Direct Push-teknologi med i styresystemet Microsoft Windows Mobile 5.0. Det betyder, at alle nye SMS-beskeder eller E-mails popper direkte op på hovedmenu-skærmen. Også kommende aftaler placeres her. På den måde er der ingen undskyldning for ikke at være ajour med nyeste beskeder eller for at glemme en aftale.
Har man en Microsoft-computer er det lige så let at klø sig i en vis legemsdel, som det er at synkronisere S620 med computeren. Det sker via Active Sync. Windows Mediaplayer følger med, så man er på hjemmebane, når det handler om at afspille musik og videoklip på S620. Den slags gennemførte ting er med til, at Windows-mobiler med tiden kommer til at stå stærke på markedet.
Lyden i det medfølgende headset er solid, men imponerer ikke udover det sædvanlige.
Det gør kameraet bestemt heller ikke. Tværtimod. HTC kan ikke ligefrem beskyldes for at sætte fut i markedet for kameramobiler – noget, vi har været inde på tidligere med andre modeller fra HTC. De har nu aldrig lagt skjul på, at de synes, det er svært at lave gode kameraer til mobiltelefoner. Af den grund burde de egentlig bare helt droppe det, og så vende tilbage, når de har mere styr på den del. Et 1,3-megapixelkamera i S620 er næsten ubrugeligt. Rejser man meget, vil man gerne have et par ordentlige skud med