HTC sælger halvdelen af Beats Audio
HTC opkøbte 50,1 procent af Beats Audio for 309 mio. dollars tilbage i august sidste år. Opkøbet gjorde det muligt at bruge Beat Audio-lydtteknologien i HTC’s telefoner, og man satsede benhårdt på at bruge lydteknologien til at differentiere sig fra resten af markedet.
Alt tyder dog på at satsningen ikke er gået som HTC havde håbet på. HTC har nemlig annonceret, at man sælger halvdelen af sin andel i selskabet tilbage til grundlæggerne, Dr. Dre og Jimmy Iovine. Købet skal koste de to grundlæggere 150 millioner dollars, og efter salget ender HTC med en andel på 25,57 procent af selskabet.
I en udtalelse fortæller HTC, at man fortsat vil arbejde tæt sammen med Beats Audio, og det tyder altså på at lydteknologien også vil være at finde i fremtidige HTC-telefoner.
HTC har oplevet faldende overskud på det seneste, og man kunne forestille sig, at salget af Beats Audio kunne være en følge af de lavere salgstal.