HTC’ super-smartphone et stort skridt nærmere Danmark
Vi har tidligere haft omtaltt HTC’s nye supertelefon J Butterfly, som desværre kun kom på det Japanske marked til at starte med.
Kun kort tid efter at vi skrev om, hvordan Sony er begyndt at sælge bedre end HTC, annoncerer HTC nu, at J Butterfly kommer i en international GSM udgave, som bare hedder Butterfly.
Selvom Butterfly måske ikke er HTC’s nye 2013 topmodel, er den bestemt ikke uinteressant at se lidt nærmere på.
Butterfly er nemlig en af de første modeller, som kommer med den helt store 2013-trend for smartphones, nemlig en 5 tommer 1080p HD skærm.
Inde i dyret sidder der en 1,5 GHz quad-core Snapdragon S4 processor fra Qualcomm, 2 GB RAM og 16 GB intern hukommelse, som selvfølgelig kan udvides med et microSD kort.
På forsiden sidder der et 2,1 megapixel kamera til videochat, og på bagsiden er der et 8 megapixel kamera som kan optage i 1080p. Derudover kan Butterfly bryste sig af både GLONASS og NFC understøttelse og et 2.020 mAh batteri, som forhåbentlig kan give strøm nok til den store skærm.
Butterfly kommer ved lanceringen med Android 4,1 Jelly Bean, men endnu er der ikke noget om, hvornår vi kan forvente at se den i Danmark.
HTC’ danske chef, Peter Frølund forklarer, at de desværre ikke kommenterer på telefoner, der ikke er annonceret til EMEA.
Uanset hvad, så er den internationale udgave af J Butterfly dog et godt skridt på vejen til de danske butikker.
Kilde: GSM Arena