HTC Touch II lanceret
HTC Touch var HTC’s første forsøg på en mobil med trykfølsom skærm, der kan styres kun ved hjælp af fingrene. Præcis som det er tilfældet med iPhone. Specifikationerne var dog ikke helt på toppen. Men det prøver HTC at lave om på nu med efterfølgeren HTC Touch II. Den er netop blevet lanceret under navnet HTC HT1100 på et pressemøde hos den japanske operatør NTT DoCoMo, hvor websitet Akihabara News var til stede.
Den nye model bruger stadig HTC’s TouchFLO, der gør det nemmere at bruge den trykfølsomme skærm kun ved hjælp af fingrene. Men hvor den gamle model ikke engang havde 3G, har den nye Touch II fået turbo-3G. Desuden skulle processoren i den nye udgave være ca. dobbelt så hurtig. Touch II mangler dog WLAN, hvilket den originale Touch havde. Noget der virker lidt sært, i betragtning af, at stort set alle andre HTC-modeller har WLAN. Det er dog muligvis blevet fravalgt af NTT DoCoMo, hvilket vil sige, at modellen måske får WLAN, når den engang kommer herhjemme.
En ny ting ved Touch II er desuden, at det er en skydemobil, og at den derfor har fået et numerisk tastatur til hurtig indtastning af tal og tekst. Med målene 107 x 55 x 16,5 mm er modellen blevet en smule tykkere end den gamle Touch, men til gengæld mindre i både højden og bredden. Vægten på 120 gram er en smule tungere end den gamle model, ligesom skærmen nu er på 2,6 tommer, mod den gamle models 2,8 tommer.
HTC Touch II bliver sat til salg i Japan efter nytår, men HTC havde ikke nogen oplysninger om, hvornår den eventuelt ville blive lanceret andre steder.