HTC Touch Pro: Touch Pro vinder på teknisk knockout

Sommerens hotteste mobil, HTC Touch Diamond, har været på fedekur, har fået et rigtigt tastatur og fået navnet Touch Pro. En fuldbyrdet konkurrent til markedets bedste smartphones.

HTC Touch Pro: Touch Pro vinder på teknisk knockout

Med Touch-serien blæste der nye designvinde ind over smartphone-producenten HTC. De store og rimelig klodsede, men funktionsmættede smartphones blev med ét slag til mindre designperler, da den første Touch-model trådte ind på mobilscenen for godt et år siden. Den foreløbige kulmination stod den EISA-vindende Touch Diamond for, som blev sendt ud på markedet i sommer. Det er en smartphone, som kombinerer flot design med alle de funktioner, man forventer af markedets bedste smartphone. Det var ikke uden grund, at vi her på Mobil tildelte den Topkarakter samt gav den vores varmeste anbefaling. Generelt set fik den en overvældende flot modtagelse, men de mest hardcore brugere har efterlyst et rigtigt tastatur. Desuden blev den også kritiseret for at have for dårlig batteritid. Sidstnævnte var i hvert fald noget, som vi kritiserede den for.

En verden til forskel

Nu er Touch Diamond så kommet i det, som HTC kalder for Touch Pro. Når den ligger i pakken er den som snydt ud af næsen på Touch Diamond, men så snart man tager den i hånden, mærker man en radikal forskel. Den er nemlig blevet fedet gevaldig op og har form som en typisk HTC-mobil anno 2005. Hele 18,6 millimeter tyk er den mod 11,5 millimeter hos Touch Diamond. Umiddelbart lyder 7 millimeter måske ikke af meget, men for en lille enhed som en mobiltelefon betyder det en verden til forskel. Touch Pro er ikke en smartphone, man bare lige så uden videre går rundt med i bukselommen – det kan man sagtens med Touch Diamond. Til gengæld er der også en verden til forskel på, hvordan man bruger en model som Touch Pro sammenlignet med Touch Diamond. Derfor vil dem, der går efter en model som Touch Pro, sagtens kunne leve med den store størrelse, og sammenlignet med HTC's egen TyTN II eller Nokia E90 virker den faktisk ret elegant.

Med tastaturet skubbet ud holder man telefonen med to hænder, og så føles den faktisk ret elegant. Den ligger godt i hænderne, men man skal altså ikke forvente, at man kan tage ti-fingersystemet i brug til at skrive med – det er de to tommelfingre, der ligger mest lige til at bruge, når der skal skrives. Derfor kan man ikke lige lire en to sider lang tekst af på fem minutter, men det går nu alligevel rimelig tjept at skrive det, man nu engang ønsker at skrive.

Sammenligner vi skærm og tastatur på Touch Pro og E71 (Nokias til dato bedste business-smartphone, der i den grad har sat sig for at gøre livet surt for Touch Pro), så foretrækker jeg Touch Pro – i hvert fald, når man tager det fysiske tastatur i brug. Det er rigtig lækkert at læse og skrive på den brede skærm, og tasterne er også større og dermed bedre end på E71. Sammenlignet med skærmen på HTC’s TyTN II er det egentlig lidt ærgerligt, at man ikke kan skubbe skærmen op på samme måde på Touch Pro. TyTN II kan man stille på bordet som en bærbar computer, og læse, skrive eller se film på den. Det er faktisk rigtig smart, så den savner vi med Touch Pro. Det er i øvrigt også noget, man kan med Nokia E90, men her fungerer det ikke helt så smidigt.

Til trods for at tasterne på Touch Pro altså er større end på E71, så man skal bruge det yderste af neglene for ikke at ramme forkert. Man skal huske på, at skærmen på Touch Pro naturligvis er trykfølsom, så man kan bevæge sig rundt i dokumenter og mails ved at trække en finger hen over skærmen. Det, sammen med den store skærm og tastaturet er en suveræn kombination uanset om det er Word, Excel, e-mails eller andre kontorfornøjelser, der skal ordnes. Man kan virkelig arbejde effektivt på denne telefon.

Mail mere brugervenlig

Touch Pro skal naturligvis være optimeret til alt, der bare lugter det mindste af business. Derfor skal en funktion som e-mail selvfølgelig også fungere optimalt. Det er utrolig let at få adgang til Gmail og Hotmail, mens det kræver lidt mere at lave indstillingerne til ens mail via firmaets Exchange-server og Outlook. Det er dog ikke specielt besværligt. Derimod burde HTC have gjort det lettere at skifte mellem to inboxe. Man skal trykke tre gange for at skifte fra den ene inbox til den anden. Det lyder måske ikke af så meget, men sammenlignet med E71 er det ikke prangende, for her skal man blot bruge ét enkelt klik for at skifte mellem inboxe. Man skal ikke have meget fantasi for at forestille sig, at kernebrugeren til Touch Pro har op mod en håndfuld forskellige e-mails-konti, og så gælder det altså om at kunne skifte hurtigt mellem diverse konti. Det er med andre ord lidt ærgerligt, at HTC ikke har optimeret denne del mere, men på den anden side skal man klikke fire gange med iPhone 3G, som ellers berømmes for at være den mest brugervenlige mobil til dato.

To startskærme

Touch Pro har to startskærme: Det ene, når tastaturet ikke er i brug, ligner helt den, vi kender fra Touch Diamond. Den eneste forskel er de forudvalgte ikoner under Programmer, som på den model, vi fik til test, for størstedelen var udfyldt med diverse Office-programmer. Dem kan man naturligvis let skifte ud med andre funktioner, hvis man ønsker det.

Den anden startskærm får man så adgang til, når man skubber tastaturet frem. Her ligger alle de praktiske funktioner klar til at holde styr på ens hverdag. Her er e-mail, beskeder, bogmærker, websøgning, kalender, opgaver, noter og kontakter. Meget besynderligt finder vi ingen Office-dokumenter her. For at få dem frem skal man klikke på Startmenu > Programmer > File Explorer. I File Explorer kan man så vælge mellem de dokumenter, som man ønsker at arbejde med. Mindst fire klik skal der til, inden man kan åbne for eksempel et Word-dokument med tastaturet skubbet ud. Men kan man så ikke bare vælge at åbne for eksempel Word-dokumenter via den anden startskærm uden at skubbe tastaturet ud? Jo, det kan man sagtens, og det er faktisk lettere. Her skal man så kun bruge tre klik, hvis man vel og mærke har Word-ikonet liggende under Programmer. Det burde bare have været endnu lettere at gøre det fra den anden rigtige business-skærm.

Det er i øvrigt pudsigt, at Word, Excel og PowerPoint ikke ligger tilgængelig i Programmer, når man har tastaturet i brug – det gør de ellers, når man bruger den anden startskærm. Man skal altså ind i File Explorer for at finde de ønskede dokumenter. Ovenstående når næppe ind på min top 10-liste over de største problemer, jeg har oplevet med en smartphone, noget de fleste sikkert kan nikke med på. Alligevel er det nu lidt ærgerligt, at der ikke er gjort mere for at give den optimale brugeroplevelse, når det nu er denne type funktioner, man skal bruge en model som Touch Pro til.

Kortlæser

En smart business-finesse er WorldCard Mobile, som nok skal vække begejstring hos erhvervsfolk. Med den tager man et billede af et visitkort, og med få klik ligger alle oplysninger fra kortet gemt blandt kontaktpersoner. Det fungerer rigtig godt, når der er nok lys, ellers kommer der nogle ret mærkelige informationer med om personen. For eksempel blev 'Head of Content Acquisition&Management' til 'Head of CQontont Acquisition&Managomont'. Det er dog ellers en rigtig fed funktion, da man så slipper for at skulle taste alle oplysninger ind på nye kontakter.

Bedre kamera

Nok om business-funktioner på denne model. Den er nemlig også spækket med alle mulige spændende underholdningsfunktioner, som på flere områder fuldstændig matcher Touch Diamonds ditto og alle andre underholdningsmobiler på markedet.

Lad os bare lægge ud med det, som ofte er et problem for Windows-mobiler, nemlig kameraet. Det er også lidt et smertensbarn for HTC, og selvom kameraet med Touch Diamond fik en fin ansigtsløftning i forhold til de fleste andre modeller hos HTC, så var det stadig ikke helt imponerende. Der var dog autofokus, hvilket nærmest er alfa omega for god billedkvalitet, men desværre mangler den blitz og sågar fotolampe. Med Touch Pro er der udover autofokus også blevet plads til en fotolampe. En fotolampe er et skridt i den rigtige retning, men som man kan se på de to billeder her på siden, taget under dunkle lysforhold, så kan en fotolampe ikke matche en rigtig blitz. Til venstre på begge billeder ser vi en del af en mørkegrå sofa, men med fotolampen aktiveret lyser sofaen i stedet kraftig op og får en helt forkert farve. Det er selvfølgelig også billeder taget under ekstreme lysforhold, og billeder taget ved højlys dag bliver generelt rigtig flotte.

Mere hukommelse

Musikafspilleren er ligeledes lige så flot og gennemarbejdet som den i Touch Diamond, men igen er Touch Pro et skridt foran Touch Diamond. Der er nemlig blevet plads til et hukommelseskort af typen microSD i Touch Pro. Med Touch Diamond måtte man nøjes med 4 GB indbygget hukommelse uden plads til kort. Vi har desværre ikke haft mulighed for at teste, om den kan håndtere kort på op til 8 GB, men HTC oplyser, at det kan den sagtens. Vi har derimod testet med et 4 GB-kort, og det har den naturligvis ingen problemer med at sluge. Mit kort var stort set fyldt til randen med musik, men alligevel blev de hurtigt håndteret og kategoriseret i musikbiblioteket. Meget fornemt. Albums præsenteres også flot med albumcovers og info både inde i biblioteket, og mens musikken afspilles.

Nu vi er ved hukommelse, så kan vi også lige komme ind på den generelle hastighed i telefonen. De tekniske specifikationer siger 288 MB RAM, 512 MB ROM og en 528 Mhz processor. Der er altså al mulig grund til at forvente en høj hastighed, når man bevæger sig rundt i menuerne og bruger tunge funktioner. Vores generelle opfattelse af telefonen på dette område er meget positiv. Kun på et punkt kan den finde på at reagere lidt langsomt, og det er, når man skubber tastaturet ud eller ind. Så går det ikke altid lige hurtigt med at skifte skærmtilstand. Den Touch Pro, vi fik til test, havde ikke den endelige software, så formentlig bliver der gjort kål på det problem, inden modellen rammer butikkerne.

Net til nettet

Med Wi-Fi og turbo-3G med 7,2 Mbit/s som maxhastighed, en flot trykfølsom skærm og masser af web-muligheder skal man lede rigtig længe efter for at finde en smartphone, der giver en bedre weboplevelse. I hvert fald når det gælder surfing, chat med Messenger, e-mail, RSS, YouTube og den slags. Jeg savner dog bedre blog-muligheder, så straks, man har taget et billede, kan poste det til ens blog på nettet. Her er Sony Ericsson og Nokia noget længere fremme på beatet.

Den indbyggede GPS understøttes af mobilnettet til at finde positionen – det kaldes også for A-GPS eller Advanced GPS. Modtagelsen er god og stabil, og vi fik en fin GPS-oplevelse med Route 66 Mobile 8.

Konklusion

Efter de første chok over tykkelsen skal der ikke herske tvivl om, at Touch Pro bare skal anbefales til de aktive erhvervsfolk, der har brug for en avanceret telefon. Den er helt på højde med de bedste konkurrenter fra Nokia, Sony Ericsson og Samsung. Alle andre, der "bare" har brug for en god og lækker telefon til semi-avancerede ting, kan fint holde sig til Touch Diamond, hvis man altså har forelsket sig i de nye telefoner fra HTC’s Touch-serie.

Ydeevne

SP Mark-test: Kunne ikke køre testen

Kommentar: Desværre kunne vi ikke få den til at køre testen, men vores oplevelse af ydeevnen er meget positivt. Selv med flere programmer i gang samtidig oplevede vi ikke, at den frøs eller lignende. Heller ikke så meget som en enkelt genstart har været nødvendig her de første 10 dage.

Batteritid / Taletid

Producenten oplyser: 8 timer

Batteriets taletid for os: Kunne ikke testes

Kommentar: 8 timer er meget lang tid, og selvom vi ikke kunne teste batteritiden, så er vores klare opfattelse, at den ikke helt lever op til det høje tal. Alligevel vælger vi at give tommelfinger op, for batteriet holder nu godt med tanke på, hvor meget jeg bruger den. Det manglede da også bare tykkelsen taget i betragtning.

Spørgsmål og svar

Er lyden god til musik? Det synes jeg bestemt, den er. Der er mange indstillingsmuligheder for at tilpasse til bestemte genrer og man kan også selv indstille præcis, som man lyster.

Hvilke GPS-programmer kan jeg installere? Du kan i hvert fald bruge Route 66 Mobile 8 for Windows Mobile eller Wayfinder 8

Er det let at skrive med det virtuelle tastatur på skærmen? Helt sikkert. Man kan vælge mellem flere forskellige tastaturer, heriblandt et rigtigt mobiltastatur. Tasterne på skærmen er faktisk ret store, reagerer godt og kombineret med ordbogen slået til går det lige så hurtigt at skrive som med et rigtigt mobiltastatur.

Alternativer

Skal det være en Windows-mobil kan Samsung i780 være et alternativ, der dog ikke når Touch Pro til meget mere end sokkeholderne. Ellers må Nokia E90 og E71 siges at være dens nærmeste konkurrenter. E90 er næsten lige så dyr, mens E71 er omkring 2.000 kroner billigere.