HTC Touch Pro2: Så skal der kommunikeres

HTC Touch Pro har været en tur i HTC's trylletønde og resultatet blev Touch Pro 2 - skabt til dem, der lige så meget bruger mobilen til at sms'e, e-maile og surfe med som computeren.

HTC Touch Pro2: Så skal der kommunikeres

HTC har de sidste par år, lige siden den første Touch-model fra sommeren 2007, bevæget sig ind på massemarkedet. Touch Diamond blev det helt store gennembrud, da den kom lanceret sidste år. De har dog ikke glemt rødderne, nemlig dem, der stikker langt ind i business-verdenen. Måske husker du Qtek-telefonerne, som HTC stod bag. Det var rendyrkede business-mobiler og trods HTC’s nye fokus på massemarkedet, så har de altså ikke glemt det mere nichede business-marked. HTC Touch Pro var et eksempel på en business-mobil med lidt friskere design. Egentlig en fornuftig telefon spækket til randen med funktioner, men jeg kan faktisk ikke mindes at have set så meget som et eneste business-menneske med den telefon. Derfor ville det blive interessant at få fingrene i opfølgeren til Touch Pro, nemlig Touch Pro2. Den så jeg første gang på årets mobilmesse i Barcelona, hvor HTC brugte rigtig meget krudt på at fortælle om dens fortræffeligheder.

Og det forstår man godt, når man først kommer rigtig godt i gang med at bruge telefonen. Der er selvfølgelig alle de sædvanlige Windows Mobile-værktøjer som Active Sync, Word, Excel, PowerPoint og Adobe Reader, så man kan læse og/eller redigere i dokumenter. Med det rigtig lækre tastatur med gode og store taster er det faktisk rigtig godt at arbejde på mobilen. Den store 3,6 tommer skærm gør selvfølgelig også en forskel. Personligt bruger jeg nu sjældent min mobil til at læse og redigere filer. Men der er andre ting på Touch Pro2, som gør den til en god mobil ikke kun for business-folk, men for alle, der generelt bruger mobilen meget til at kommunikere med.

Straight Talk og PeopleCentric

Telefonen brandes med termer som ‘Straight Talk’ og ‘PeopleCentric’, så det står klart, at kommunikation er i højsædet. Men hvad er så humlen i det? Den finder man kontakt-menuen. Under den enkelte kontakt får man et samlet oversigt over alle de måder, man har kommunikeret med vedkommende. Man kan for eksempel se alle de SMS’er og e-mails, man har sendt og modtaget og man kan også se alle opkald frem og tilbage. Den enkelte kontaktpersoner kan også kobles sammen med personens Facebook-profil, så man får profilbillede, fødselsdag og eventuelle begivenheder lagt direkte ind i telefonen herfra. Meget smertefrit og enkelt.

Alle disse ting i ‘Kontakter’ fungerer rigtig godt, men lige i begyndelsen kan det måske være lidt svært at se det helt unikke i det. Mit bud er dog, at når man har brugt telefonen i længere tid, så begynder man at se alle de fordele, der er ved dette. For eksempel synes jeg, at det er rigtig fedt, at alle sendte og modtagne SMS’er og e-mails ligger samlet under hver enkelt kontakt, som man har kommunikeret med. Skulle man ind i SMS-indbakken for at finde en bestemt SMS blandt hundredvis af beskeder fra mange forskellige personer, så kan det tage tid. Med HTC’s løsning er det langt lettere at få overblik.

Smart konferencesnak

Men der er også andre ting, der hører med i Straight Talk. For eksempel den smarte konferenceopkalds-funktion. Taler du i telefon, men det bliver pludselig nødvendigt at flere kan lytte med, så lægger du ganske enkelt bare telefonen ned på bordet med skærmen ned mod bordet. Så aktiveres højtaler-telefonen automatisk, så alle kan lytte med. Ikke noget med besværlige tryk på telefonen – smart.

Skal man lave konferenceopkald, hvor flere skal deltage, så vælger man det under Telefon. Man klikker på ikonet i højre hjørne for at aktivere konferenceopkald, vælger de personer, der skal deltage og så trykker man på grøn rør for at ringe alle op. Simpelt og intuitivt.

Lyden er i øvrigt god til konferencesamtaler, både hos den/dem man taler med og hos en selv. Denne feature kan naturligvis også bruges af andre end kun business-folk. Står man og skræller kartofler og ikke lige har fået headsettet med, så man kan bare lægge telefonen på bordet og tale løs.

E-mail-kringlet

Sådanne nyskabelser kan måske være svære at sælge og kommunikere ud til kunderne, så er det lettere at fortælle, at nu har en telefon fået 12 megapixel til kameraet. Set over længere tid tror jeg dog, at det er funktioner som disse, som kunderne vil sætte mest pris på. Det er de små ting, som man bruger meget i dagligdagen, der er afgørende for, hvorvidt man er tilfreds med sin mobil. Og de ting, som vi har været inde på, synes jeg fungerer fremragende og er med til at lette min brug af telefonen.

Opsætning af e-mail er ikke helt så smart og simpel som med for eksempel Nokia E75 med Nokia Messaging, når det gælder ens Outlook-konto, men der er ikke mange ben i det. Gmail forløber fuldstændig problemløst.

Det er i øvrigt smart, at man bare kan begynde at skrive navnet, på den der skal modtage en sms, og så finder den automatisk personen. Skriv F og den foreslår straks Flemming, så fald du har en kontakt ved det navn. Man behøver altså ikke at skulle ind i kontakter for at finde modtager og telefonnummer.

God weboplevelse

Vores internetsurf flytter i stigende grad over på telefonen og Touch Pro 2 gør i hvert fald ikke den tendens mindre. Opkoblingen er naturligvis vigtig, den har både Wi-Fi og turbo-3G op til 7,2 Mbit/s, så hastigheden kan man ikke klage over, hvis der altså er dækning. Skærmen er stor – 3,6 tommer – og af typen touch. Det gør det let at surfe rundt på fuldstore websider. I begyndelsen var jeg ikke helt tilfreds med måden, man zoomer ind og ud på på bjælken nederst på telefonen, men efter at have brugt den i længere tid, synes jeg faktisk, at den højner brugervenligheden. Vi ser ofte, at man trykker direkte på skærmen for at zoome ind og ud, men det føles lettere og mere naturligt med HTC’s løsning. Internetfunktionen ‘Push Page’ sørger for, at op til fire af ens favoritwebsider automatisk opdateres, så når man surfer ind på websitet, så ligger den klar med det samme. Funktionen gør det lidt hurtigere, men så er der nu heller ikke så meget mere at rose den funktion for.

Generelt er telefonen rigtig god at gå på nettet med – og det har jeg så sandelig også brugt den rigtig meget til. Noget, mange formentlig også ville kunne bruge den meget til er GPS. Der følger 14 dages prøveversion med fra Copilot med kort over Skandinavien. Med en 3,6 tommer stor touch-skærm er den ikke kun god til fods, men også i bilen.

Flot billedalbum

Jeg synes faktisk, at HTC har markedets flottes billedalbum og billedfremviser. Fra hovedmenuen kan man bladre gennem alle billeder en for en for man nærmest bare tjatter billedet væk med fingeren for at se det næste i rækken. HTC’s vision om at selv små børn skal kunne finde ud af at bruge deres telefoner lykkes de meget godt med på det her område. Det er lidt lige som at sidde og se en stak rigtige fremkaldte eller måske nærmere printede billeder med et barn, hvor man bare skubber billedet væk på en dejlig afslappet måde for at se det næste billede. En af grundene til, at det fungerer så godt, er, at man som regel ikke skal ikke sidde og vente på, at den finder næste billede – det kommer straks. Går man så ind i selve billedalbummet, ligger alle billeder så på rad og række med 3 billeder i hver række. Har man flere hundrede billeder på telefonen, skal man bladre rigtig meget for at finde de billeder, man gerne vil viser frem, men også her går det lynhurtigt og det tager ikke mange sekunder at finde lige netop det billede, man er ude efter.

Ringe Bluetooth-overførsel

På telefonen ser både billeder og videoer flotte ud med god skarphed, men typisk vil man også gerne have begge dele over på computeren. De kan overføres enten via USB-kabel, Bluetooth eller de kan sende via e-mail. Med USB-kabel og e-mail går det helt gnidningsfrit. Mere besværligt er det med Bluetooth. Tidligere skulle man ind mappen med alle filer, men det er lavet om nu. Nu skal man ind i Settings>kommunikation og vælge ‘Settings’ nede i højre hjørne. Så klikker man på ‘Bluetooth’, vælger ‘BT Send Fil’. Er det et billede, du skal sende, trykker du ‘Menu’ i højre hjørne, vælger ‘Skift type’ og så endelig billeder. Det er temmelig omstændeligt, men værre er det nu, at alle de billeder, der ligger på telefonen, ikke vises med thumbnails. Derfor skal man vide præcist, hvad billedet hedder, for eksempel IMAG0083 – ikke lige noget man har lyst til at huske på. Det er måske ikke super ofte, at jeg har behov for at sende et billede via Bluetooth, men det hænder. Med Touch Pro2 tror jeg dog ikke, at jeg nogensinde vil gøre det, da HTC har gjort lige netop det meget besværligt. I stedet for vil jeg nærmere bruge e-mail, hvis det bare er et enkelt billede, eller overføre via USB, hvis det drejer sig om mange billeder. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan vælge at få lov til at sende for eksempel et billede direkte fra billedalbummet, når det nu er muligt at sende herfra på andre måder.

Bluetooth’en fungerer ellers rigtig fint med et bluetooth-headset, hurtig og let opkobling og fin lyd.

Apropos kameraet, så er det på 3 megapixel med autofokus. Touch Pro 2 tager hæderlige billeder uden dog at sætte nye standarder for kameramobiler. Samsung Omnia HD er telefonen, man skal vælge, hvis det er sådan en funktion, man sætter højest.

Musikafspilleren er rigtig glimrende og let at bruge, selvom jeg nu savner en søgefunktion i musikbiblioteket. Lyden er god i det medfølgende headset, men da det er mini-USB til headsettet, er det ikke så lige til at sætte sit eget headset i. Jeg havde sat næsen op efter en rigtig god lyd, nu den har den store højttaler på bagsiden, men den narrer lidt. Lyden kommer nemlig kun et sted i højre hjørne og den til musik er den ikke specielt prangende. Men heller ikke dårligere end så mange andre mobiltelefoner.

16 GB spænder ben

Styresystemet i Touch Pro 2 er en kombination af Windows Mobile 6.1 og HTC’s eget TouchFLO. Man befinder sig mest i TouchFLO og den glider som regel godt, men med et fyldt 16 GB kort sat i telefonen, oplever jeg ind i mellem, at den er lidt træg eller at den for eksempel åbner en mail, hvor jeg prøver at bladre videre til næste mail, da der går noget galt med trykresponsen. Ellers er TouchFLO meget brugervenlig og ikke mindst visuelt flot.

Designmæssigt er der rigtig meget business-look over den i sort og metalfarve. På fronten går en metalramme hele vejen rundt og den ser eksklusiv ud. Vender man den om, er coveret dog af plast og her ser den faktisk ret billig ud. Rimelig stor, 116 x 59,2 x 17,3 millimeter med en vægt på 178,5 gram. Formmæssigt er der altså ikke tale om en telefon for alle.

Det er svært ikke at sammenligne Touch Pro 2 med Nokia N97. De minder meget om hinanden, men lige nu er en ting meget afgørende for de to telefoner. N97 er nemlig sat op til Ovi Store, Nokias pendant til App Store. Det er næppe gået nogens næse forbi, at Apple har haft gigantisk succes med deres App Store, og Nokia har også store forventninger til deres egen butik. Her kan HTC altså ikke være med endnu, men det kommer, når Microsoft lukker op for deres online-butik. Man må formode, at Touch Pro 2 kan knyttes op til den, når den kommer. Også den butik er der naturligvis store forventninger til. Lever den op til dem, så hersker der ingen tvivl om, at den vil gøre det endnu mere interessant at bruge Touch Pro 2.

Stikprøve batteri (TOMMELFINGER OP)

Producentens oplysninger: 8,5 timer

Kommentar: Vi kunne desværre ikke måle batteritiden på telefonen, men der skal meget hektisk brug til, hvis telefonen skal lades op hver dag.

Spørgsmål&svar

Er touch-skærmen god at skrive på?

Den reagerer fint, men er ikke helt på niveau med Samsung Omnia HD, når man skriver SMS’er eller e-mails. Men så kommer qwerty-tastaturet og redder dagen.

Er prisen på 5.000 kroner i orden?

For 3.000 kroner kan man få en rigtig fed mini-computer. Touch Pro2 kan da bruges til Office-dokumenter, men ikke lang tid af gangen. Copilot til GPS burde have været gratis i mindst 1 år. Når Microsoft åbner deres Market Place med programmer, så tror jeg, at man for alvor får fuld valuta for pengene.

Hvorfor er der ingen FM-radio i den?

Godt spørgsmål for det er naturligvis teknisk muligt. Det er for dumt, at den ikke er med, har selv savnet den meget.

Alternativer

Nokia N97 og Samsungs kommende OmniaPRO er oplagte alternativer. N97 skuffer dog noget helt overordnet set på business-fronten, så måske Samsung OmniaPRO er et alternativ man skal holde øje med. Rygterne gør den i øvrigt cirka 1.000 kroner billigere end TouchPRO.