HTC Touch2 med Windows Mobile 6.5 på vej
Her midt i afholdelsen af Nokia World vil HTC også være med på løjerne, og har nu lanceret en ny mobil, der bliver den første af slagsen med Microsofts helt nye styresystem Windows Mobile 6.5.
Har alle fornødenhederne
Den nye model hedder HTC Touch2, og den byder på HTC’s egen TouchFLO 3D-brugerflade. Skærmen er af touch-typen, og har en størrelse på 2,8 tommer og en opløsning på 240 x 320 pixel. GPS, WiFi og turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund er også at finde i modellen.
Flere nyheder i Windows Mobile 6.5
Med til det nye Windows Mobile 6.5 hører blandt andet en ny udgave af Internet Explorer Mobile, der skulle være væsentligt forbedret. Samtidig følger de to nye funktioner My Phone of Windows Marketplace for Mobile naturligvis også med, der giver mulighed for henholdsvis synkronisering af indhold og muligheden for at finde nye programmer til mobilen.
HTC Touch2 skulle komme i handlen 6. oktober, der er den officielle udgivelsesdag for Windows Mobile 6.5. Den skulle blive bredt tilgængelig i Europa i begyndelsen af fjerde kvartal. En pris er endnu ikke oplyst, men den kommer næppe til at ligge i den dyre ende af skalaen.