HTC udvider Touch-familen med Opal

HTC har høstet stor ros for deres Touch-modeller, og nu lader det til, at de er klar til endnu en familieforøgelse med modellen Opal. HTC's eneste kommentar til Opal er "fisk".

HTC udvider Touch-familen med Opal

Den nye model i Touch-serien lader til at blive modellen Opal, hvis man skal tro skriverierne på smartmobilegadgets.com.

De har i hvert fald publiceret billeder telefonen, der tilsyneladende går under navnet Opal. Fundamentet bygger på styresystemet Windows Mobile 6.1 Professional, men HTC’s egen overbygning, TouchFlo, lader til at præge modellen, lige som det er tilfældet med Touch Diamond.

Skærmen er 2,8 tommer stor, men den skulle ikke være udrustet med turbo-3G, heller ikke bare almindelig 3G. Skal man bruge det mobile internet, skal det gøres via Wi-Fi eller Edge.

HTC er endelig begyndt at tage kameraet seriøst, og har 3-megapixelkamera i både Touch Diamond og Touch Pro, men ifølge smartmobilegadgets.com skulle Opal kun have et kamera på to megapixel.

Opal ligner designmæssigt ikke de seneste Touch-modeller, men minder mere om de først to, der går under navnet Touch og Touch Dual.

Smartphonemobilegadget.com bygger deres info på det, der ligner officielle papirer fra HTC. Du kan se dem ved at klikke her.

Peter Frølund, nordisk chef for HTC, hvis jeg nu siger Opal, hvad siger du så?

– Fisk. Og at vi ikke kommenterer på rygter etc…