HTC Watch udsat på ubestemt tid
Har du købt HTC Sensation eller HTC Flyer, så kan du lige nu se trailere via filmtjenesten Watch, men så heller ikke meget mere.
HTC meldte ud for to uger siden, at Watch ville blive en smule forsinket, da de ønskede at lancere tjenesten med danske undertekster fra start. Det havde ellers været meningen at lancere filmtjenesten uden danske undertekster i første omgang. HTC oplyste den gang, at Watch ville rulle ud med filmudlejning i slutningen af juni, men nu er vi en lille uge inde i juli og vi kan stadig kun se trailers.
Problemet er, HTC forklarer overfor Mobil, at det trækker ud med de danske undertekster og de indrømmer, at de var lidt hurtigt ude omkring lanceringstidpunktet, da Mobil talte med HTC for to uger siden.
Så lige nu er meldingen fra HTC, at Watch bliver forsinket på ubestemt tid. Der er ingen grund til at sætte konkret dato, forklarer HTC: ”Vi arbejder hårdt på at lancere så hurtigt som muligt, men desværre tager det længere tid end forventet. Vi kan dog garantere, at vore kunder i Danmark får adgang til HTC Watch og et stort og spændende udvalg af film og serier”, siger Peter Frølund, Nordisk direktør hos HTC.