HTC Wildfire skal følge op på Tattoo

Udseendet ligner til forveksling topmodellen Desire, men indmaden afslører at HTC har prioriteret pris over ydeevne.

HTC Wildfire skal følge op på Tattoo

HTC annoncerede i går eftermiddag den nye model Wildfire, der skal følge op hvor den billige Tattoo slap. Udseendemæssigt ligner den en Desire, men den adskiller sig alligevel på flere punkter. Skærmen har fremfor alt en langt lavere opløsning til trods for en gedigen diagonal på 3,2 tommer. Opløsningen er nemlig kun på 240 x 320 pixels (QVGA), præcis som på Tattoo, og det kan umuligt give et særligt skarpt skærmbillede. I modsætning til Tattoo, er skærmen dog kapacitiv, så den reagerer markant bedre.

En anden ændring i forhold til Tattoo er, at styresystemet er blevet opdateret til Android version 2.1 med producentens egen Sense-brugerflade.

Under skærmen finder man en optisk navigationssensor, som også findes i bl.a. Desire og Legend. De almindelige Android-knapper findes også her i form af touch-knapper i stil med på Nexus One.

Kameraet har en opløsning på 5 megapixels og har desuden autofokus og fotolys. Netop kameraet har aldrig været HTC’s stærke side, og vi skal formentlig heller ikke forvente alt for meget af en model i denne prisklasse.

Størrelsen på Wildfire er næsten den samme som på Tattoo, om end den er 5 millimeter bredere. Dimensionerne lyder dermed på 106,75 x 60,4 x 11,99 millimeter og Wildfire har en vægt på 118 gram.

HTC oplyser at Wildfire kommer i butikkerne i løbet af tredje kvartal. Prisen er ikke oplyst, men vi forventer at den ender mellem 1.500 og 2.500 kroner, da den skal kunne konkurrere med markedets billigste Android-modeller.