HTC Wildfire test
Der begynder at ske en interessant udvikling på mobilmarkedet – i hvert fald set med prisbevidste briller. Ind til nu har man skullet smide små 4.000 kroner for at være sikker på at få en rigtig god smartphone med touch-skærm, men sådan er det faktisk ikke længere. På det sidste har Sony Ericsson vist vejen med deres to billige, men alligevel enormt funktionelle og brugervenlige X10 Mini og X10 Mini Pro. Men faktisk var det HTC, der sidste år gødede jorden med deres Tattoo-model, som undertegnede testede den gang til at være den mobil, der gav mest smæk for skilling. Når vi nu er i gang med namedropping, så skal vi også for god ordens skyld nævne, at Nokia 5800, Nokias første touch-mobil i dag kan købes for omkring 1.500 kroner – det er også en smartphone med touch-skærm på 3,2 tommer.
Fuld af apps
Men tilbage til HTC Wildfire, for bare fordi noget er billigt, betyder det ikke nødvendigvis, at det også er godt. Men det er tilfældet med Wildfire. Den koster det halve af topmodeller som HTC Desire og Samsung Galaxy S, men alligevel får man som køber en bunke rigtig fede funktioner og muligheder. For det første er styresystemet Android. Det åbner op for en vidunderlig verden af programmer, som man kan hente i Android Market. Her findes godt nok stadig kun gratis programmer, men de er efterhånden så gode, at man uden problemer kan finde 10-20 stykker, som kan forbedre ens mobil betydeligt. Her findes programmer fra kategorier som finans, kommunikation, livsstil, multimedie, nyheder og vejr, produktivitet, rejser, sociale, sport, sundhed og underholdning. Noget, der er smart ved disse apps, er, at flere af dem kan tilføjes startskærmen som såkaldte widgets. Det betyder, at de kan bruges uden at man hele tiden skal finde dem i hovedmenuen for så at aktivere dem. Et eksempel kan være Facebook, der viser nyeste opdateringer fra vennerne i real tid, uden at man behøver klikke sig ind i selve programmet.
Kaster man penge efter Wildfire i stedet for HTC Desire eller Samsung Galaxy S, så får man dog ikke adgang til helt så mange programmer. De virkelig krævende, både når det gælder processor og skærm, er simpelthen ikke tilgængelige til Wildfire, der ikke har samme stærke processor og flotte skærm som de to topmodeller.
Skærm og ydeevne
Og lad os dvæle lidt ved skærm og processor. Wildfire har touch-skærm på 3,2 tommer med 240 x 320 pixel. En meget simpel mobil som Sony Ericsson J105 Naite har samme antal pixel, så i bund og grund får du formentlig ikke en bedre skærm, end den du allerede har i din mobil, men formentlig er den større, hvis du har en almindelig mobil. Skærmmæssigt er der stor forskel sammenlignet med Samsung Galaxy S, men er du vant til en skærm på 2,2 tommer, så betyder skridtet til 3,2 tommer faktisk rigtig meget. Der er ganske enkelt en verden til forskel, når du ser på billeder eller surfer på nettet. Med 3,2 tommer stor skærm får man måske ikke komplet weboplevelse som på computeren, men det fungerer godt at surfe på rigtige web-sider. Man behøver ikke nøjes med de mobile versioner.
Opkoblingsmæssigt behøver Wildfire ikke skamme sig, da den har turbo-3G på 7,2 Mbit/s samt Wi-Fi. Men man mærker af og til, at den ikke har helt samme kraftfulde processor som i HTC Desire. 528 Mhz har Wildfire mod 1 GHz i Desire. Derfor vil man fra tid til anden opleve, at det går lidt langsomt, når man scroller rundt på nettet eller at skærmen ikke altid reagerer som forventet, når man vil zoome ind eller ud med fingrene direkte på skærmen. Overordnet set er den dog en fornøjelse at surfe med på nettet.
Den mindre kraftfulde processor ser heller ikke ud til at have negativ påvirkning på den generelle brugeroplevelse. Når man bladrer rundt i menuerne, glider det hurtigt og glat, og man kan uden problemer have gang i flere programmer på samme tid. Meget tyder på, at HTC virkelig har lagt sig i selen for at skabe en endog rigtig god brugeroplevelse.
Komplet pakke
Android kommer efterhånden i så mange versioner, at det kan være svært at følge med, men det er Android 2.1, der sidder i Wildfire. Den på nuværende tidspunkt mest nye version, men traditionen tro har HTC valgt at peppe Android op med deres egen glimrende brugerflade HTC Sense. Rent visuelt tilføjer den noget ekstra lir, men vigtigere endnu, så giver den også en mere komplet mobil fra det øjeblik, man pakker den ud og får den tændt første gang. En række af de formentlig mest brugte funktioner ligger nemlig klar fra start på startskærmene. Irriteres man over dette, er de dog lette at fjerne igen – man holder simpelthen bare lige en finger på skærmen, hvor programmet er, ind til det er markeret og så kan man trække det ned i bunden af skærmen, hvor der er en skraldespand, man kan smide det i. Ønsker man så til gengæld at tilføje nye widgets eller programmer på startskærmen, klikker man på Menu > Tilføj på startsiden og vælger så det, der skal tilføjes.
Underholdende mobil
Musikafspilleren kan placeres direkte på startskærmen som widget, så man kan se, hvad der nu afspilles eller skifte nummer. Der er tale om en fin lille musikafspiller, der viser albumcover og det er let at oprette spillelister. Lyden er helt i orden og som en ekstra bonus findes der et 3,5 millimeter jackstik på toppen af mobilen, så man selv kan sætte egne headset i. Ønsker man trådløs lyd, kan det gøres via stereo-bluetooth. Men gør man det, bør man have et headset af virkelig høj kaliber, da lyden let bliver rigtig dårlig med billige bluetooth-headset til musik. Vi kan anbefale Nokia BH-905, der dog koster omkring 1.500 kroner, men godt er det.
Som kameramobil hører Wildfire ikke til blandt markedets bedste, men det havde vi heller ikke forventet til prisen. Og Android-mobiler har hid til ikke haft kamera som stærkeste kort på hånden. Når det er sagt, så tager Wildfire alligevel ganske habile billeder, der sagtens kan tåle at blive sendt en tur direkte ud på Facebook eller overføres til computeren for senere fremvisning. Der skal dog ikke så meget til at slå billedskarpheden ud af kurs, hvis det, man tager billeder af, bevæger sig – for eksempel et lille barn. Rent teknisk er kameraet på 5 megapixel med autofokus og fotolampe. En fiks ting, som også er ved at blive standard, er, at man uhyre let kan uploade billeder til for eksempel Facebook, så snart billedet er skudt.
Til at gemme musik og billeder findes der kortplads til microSD op til 32 GB. Der følger et kort på 2 GB med og den interne hukommelse er på 384 MB.
Derudover udmærker Wildfire sig ved at have FM-radio. Det begynder så småt at blive almindeligt i Android-mobiler, men de mange første modeller manglede det. Hele konceptet med Android er nemlig, at webben er i fokus. Man skal derfor hellere lytte til podcast via Googles eget program Listen, men det er ikke så interessant for os danskere, da der næsten ingen danske podcast findes til det program. Så er man nødt til selv at taste den fulde podcast-adresse ind – noget omstændeligt, men det fungerer faktisk fint, når man først får det gjort. Som spilmobil er Wildfire lidt kedelig. Der findes såmænd mange spil i Market, men de er bare slet ikke så flotte som dem til HTC Desire og Samsung Galaxy S.
Med en skærm på 3,2 tommer får man faktisk en fin lille navigator til bilen. Google Maps følger med fra start, men formentlig skal du lige selv et smut ind i Android Market for at få den version, som giver rigtig vejledning med pil og stemme. Det fungerer faktisk godt og Google Maps er en rigtig fin ekstra feature at få med sin Android-mobil. Man skal dog huske på, at det ikke er smart at bruge, hvis man er i udlandet, da man ikke kan downloade og planlægge ruten på forhånd. Man henter løbende ruten ned, når man kører og det kan blive dyrt i datatrafik i udlandet.
God at skrive på
Er man vant til almindelige mobiltelefoner og almindeligt mobiltastatur, så kan det være noget af et brugermæssigt chok at skifte til en touch-mobil. Der er dog som regel intet at frygte på de fleste nye telefoner, da tasterne på skærmen er gode store og reagerer hurtigt og godt. Det er også tilfældet med Wildfire, der er rigtig god at skrive sms’er og e-mails med. Man får samtidig god hjælp fra ordbogen, der automatisk retter til det formentlige rigtige ord, hvis man rammer et forkert bogstav. Skriver du for eksempel ’hvorsan”, så bliver det automatisk rettet til ’hvordan’, der formentlig er det ord, du vil skrive. Første gang du tænder for Wildfire, får man desuden en lyn guide i, hvordan mobilen fungerer – også tekstskrivning.
Wildfire kaldes for en lille udgave af HTC Desire. Den er da også mindre, men lille er den ikke. Den måler dog kun 12 millimeter i tykkelsen og vejer 118 gram. Den glider derfor let ned i lommen. Designmæssigt er Wildfire ellers som snydt ud af næsen på det typiske design af touch-mobiler, så er man typen, der vil have mobiltelefoner, der skiller sig ud på designet, er Wildfire ikke mobilen, man skal gå efter. Den version, vi har fået til test kom i lettere kedeligt gråt plastik. Den findes dog også i brun, hvid og rød, så man kan få en model med lidt mere spræl i. Det skal understreges, at den er på niveau med de fleste andre touch-mobiler, når det gælder design og den virker velbygget og solid nok.
Alt i alt er Wildfire en brag af en mobil til pengene. Den koster fra omkring 2.200 kroner og det er meget svært at finde en mobil, der giver så meget smæk for skilling. Der er ikke tale om markedets absolut bedste mobil, men til pengene er det meget tæt på.
For
- Android
- Prisen
- Google Maps med rigtig navigation
Imod
- Kameraet
- Skærmopløsning
- Lidt kedeligt design
Karakter
Telefoni & data: 8
Multimedie: 8
System og programmer: 9
Brugeroplevelse: 8
Materiale og kvalitet: 7
Total: 80 %
Efterfølgende om temaet
Siden vi bragte denne historie er der kommet nyt i sagen. Redaktionen holdt fast i sin interesse i tematikken. 23/11/2009 publicerede vi artiklen om Samsung i7500 Galaxy: Nyt kæreste par: Samsung + Google – Forstættelsen om temaet kan læses her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..