HTC’s Windows Phone 7-mobil er et monster
HTC er den største producent af mobiler med Microsofts mobile styresystemer. Derfor er det måske også lidt overraskende, at de tilsyneladende har været så stille, når det kommer til Windows Phone 7, der er Microsofts helt nye og anderledes mobile styresystem, som skulle komme på gaden senere på året.
Detaljer afsløret
HTC’s stilhed skal dog tilsyneladende ikke ses som et tegn på, at de ikke har tænkt sig at komme med overdådige modeller med det nye styresystem. Tidligere i dag kunne vi berette, at softwaren til en kommende HTC-model med kodenavnet Mondrian var lækket på nettet. Og nu har denne software tilsyneladende afsløret vigtige detaljer om modellen.
Monsterprocessor
Inden i softwaren er der nemlig nu fundet hentydninger til en skærm på 4,3 tommer med en opløsning på 480 x 800 pixel. Måske endnu mere vildt er det dog, at der også er hentydninger til en ny generation Snapdragon-processor fra Qualcomm på ikke mindre end 1,3 gigahertz. Altså 30 procent mere end hvad vi kender fra mobiler som HTC HD2 og Sony Ericsson Xperia X10.
Ud over disse ting skulle modellen også have et digitalt kompas, og desuden ikke have noget fysisk tastatur. Billedet herover er også fundet i softwaren, men det vides ikke, om dette rent faktisk er Mondrian.
Ingen af disse detaljer er naturligvis helt sikre, men det giver et godt peg om, hvad vi måske kan forvente at se fra HTC senere på året.