Huawei Ascend Mate: Smartphone på 6,1 tommer
I USA gælder parolen “stort er godt, rigtig stort er rigtig godt!”. Derfor er det passende af Huawei at præsentere deres nye Huawei Ascend Mate med en skærm på hele 6,1 tommer. Så føles den hidtidige gigant Samsung Galaxy Note II som en dværg med kun 5,5 tommer.
Skærmen er naturligvis af HD-kvalitet. Takket været ‘Magic Touch’-funktionen får brugeren en langt bedre skærmreaktion selv ved brug af handsker.
Batteriet er altid godt at diskutere, når det kommer til store smartphones. Ascend Mate har da også et stort et af slagsen på 4.050 mAh. Ifølge Huawei selv skulle det give to dage almindelig brug inden en opladning er nødvendig. Og som et ekstra plus skulle den være hurtigst til at lade op af alle de smartphones, der findes lige nu, 30 procent hurtigere, lyder det fra Huawei selv.
Lidt skuffende kører den kun Android 4.1 (Jelly Bean), men har et kamera på 8 megapixel samt et på 1 megapixel på fronten, der skulle kunne levere videosamtale i HD-kvalitet.
Mere skuffende er det dog nok for de fleste, at den ikke er udstyret med 4G.
Huawei Ascend Mate skulle ramme det kinesiske marked allerede i næste måned. Prisen er ikke nævnt, men skulle den komme forbi vores breddegrader, skal vi nok finde omkring 5.000 kroner frem for at få lov til at få denne i lommen i butikken.
Et produkt som Huawei Ascend Mate er naturligvis optilmal til alle former for streaming og brug af nettet, så det bliver spændende at se, hvor godt den kommer til at sælge, nu den ikke har 4G – 4G forventes at blive standard i de fleste topmodeller i 2013.
Huawei Ascend Mate specs
Type: Android-smartphone med 3G
Mål: 163,5 x 85,7 x 9,9 millimeter
Vægt: 198 gram
Skærm: 6,1 tommer, 1280 x 720 pixel, pixeltæthed på 241 ppi, 16 millioner farver
RAM: 2 GB
Hukommelse: Plads til hukommelseskort op til 32 GB
Øvrigt: 3,5 mm jackstik,
Datahastighed: 42 Mbits/s download, 5,7 Mbit/s upload
Bluetooth: Version 4.0 med A2DP
Kamera: 8 megapixel, autofokus, fotolys, HDR
Video: 1080p
Batteri: 4.050 mAh
Pris: Ikke oplyst