Huaweis Nexus-telefon kan få hukommelse på 128 GB

Den kommende Google-telefon fra den kinesiske producent siges at have godt med hukommelse.

Huaweis Nexus-telefon kan få hukommelse på 128 GB

Den 29. september holder Google et event i San Francisco. Under eventet forventes søgegiganten blandt andet at vise to nye telefoner frem, LG Nexus 5X og Huawei 6P, et opdateret Chromecaststick samt officielt præsentere Android 6.0 Marshmallow.

 

Huawei Nexus får 128 GB – siger rygterne

Sitet Android Police har været i kontakt med kilder, der siger, at den nye Nexus 6P fra Huawei kommer i tre hukommelsesstørrelser: 32, 64 og imponerende 128 GB. Det kan sammenlignes med sidste års Nexus 6 med maksimalt 64 GB.

Hvis oplysningerne er rigtige, bliver Huaweis telefon den første i Nexusserien til at tilbyde hukommelseskapacitet i denne størrelse.

 

Andre rygter

Ud over monsterhukommelsen er der rygter om, at Nexus 6P har 5,7 tommer skærm og en Snapdragon 810-chip. Formentlig får den også 3 GB RAM.