Hunde spiser millioner af mobiltelefoner
De har en glubende appetit de hunde. For nu kaster de sig nemlig ikke kun over Fido-foder og tørre kiks, nej mobiltelefoner er ifølge IT-Avisen det seneste hotte foderobjekt i de firbenedes verden.
En ny undersøgelse fra England anslår således, at mindst en million telefoner er endt i små og store hundemaver de seneste år. I undersøgelsen er 2000 englændere blevet spurgt om, hvordan deres mobiltelefon endte sit liv. Og fire ud af hundrede svarer: Min hund åd den!
Omregnet til engelske forhold er mere end en million mobiltelefoner dermed slugt, bidt og suttet ihjel.
Oftest kan ejerne af mobiltelefoner dog takke sig selv for, at mobiltelefonen ender som skrot. Langt flere telefoner går nemlig i stykker, når mobilen tages med til stranden, lægges på taget af en bil, falder ud af en taske, glemmes, stjæles, tabes i vandet eller droppes fra store højder.
Alligevel sender Magasinet Mobil nu en venlig tanke til hundene og håber, at det næste påhit i mobilbranchen bliver: Mobiltelefoner med smag. Vuf og god appetit!