Hurtigere, mindre, og smartere – Nokia E71

Et lille roadtrip sammen med en telefon, der faktisk godt kan få mig til at nynne Willie Nelson-sange, mens jeg suser derudaf. Den ser ud til bare at virke og kunne måske blive min næste arbejdstelefon?

Hurtigere, mindre, og smartere – Nokia E71

Melodien "On the road again" fra filmen Honeysuckle Rose, sunget af legenden Willie Nelson, sad jeg helt naturligt og nynnede, da den kromfarvede flade Nokia E71 koblede perfekt op til bilens Bluetooth-anlæg.

Det er bestemt ikke noget, jeg har været forvænt med ved S60-mobiler. Nogle få virker ved hjælp af eget firmware, ellers snakker resten ikke rigtig sammen med f.eks. bilers Bluetooth-systemer.

Jeg har før skrevet om Bluetooth i bilen, og jeg har fået masser af forklaringer om, at bilerne jo havde gammelt software, eller Nokias telefoner havde så høj sikkerhed, at de ikke "tillod" andre systemer indenfor. Det er alt sammen muligt, men nogen hos Nokia må så have fået en "åbenbaring", for pludselig kan telefonerne godt koble op til bilernes anlæg, uden at man overhovedet skal installere noget som helst.

Det skal E71 bestemt ikke høre et ondt ord for. Lad os håbe de andre og fremtidige smartphones også kan det samme.

En gevaldig opstrammer

Jeg er nu ikke kun glad, fordi mobilen kan koble op i bilen. Den nye forretningsmobil fra Nokia har mange andre gode egenskaber, og er markant anderledes end forgængeren E61i.

Min gamle arbejdsmobil, netop E61ikan dårligt sammenlignes med E71. Det er næsten kun antallet af taster og navigationspladens udformning, der er ens på de to. E61i ligner en stor flad næsten kvadratisk klods sammenlignet med den elegante E71.

E71 er betydelig smallere med 57 mm kontra E62is 70 mm, tyndere med 10mm kontra 13,9mm, og kortere med sine 111 kontra E62is 114mm. Dens meget mindre format gør den meget nemmere at have med, og passer for den sags skyld også bedre i hånden. E71 vejer 125 gram, hvor den gamle vejer 150 gram.

Skærme og bukselommer

En anden forskel, der er til at få øje på, er skærmens størrelse. Her er E61i foran, men i praksis, ved almindelig telefonbrug, syntes jeg ikke, dette betyder voldsomt meget, da E71 er lettere at brugere og hurtigere.

Hvis E71 skulle have haft samme størrelse skærm som forgængeren, så ville den nye mobil være ligeså stor og kvadratisk som netop E61. Hvad jeg personligt ville vælge? Helt klart E71-formatet, det andet meget brede format er decideret upraktisk, da man ikke holder specielt godt om telefon, og den er ligeså umulig at have i en bukselomme.

Mere overskueligt tastatur

Tasterne på E71 sidder tæt sammen, og der er lidt knirkelyde, hvor den gamle E61 er mere lydløs. Men igen, der er så også længere mellem tasterne. I dagligdagsbrug betyder dette intet. Jeg syntes stadig, tasterne er lidt forkrampede at skrive på, og de mange tegn, der står, kan virke ekstremt forvirrende.

Dog er de lavet langt bedre på E71 i forhold til E61. Måske skyldes det, at min E71 har taster i mørk farve med lys skrift, hvor de på E61 er sølvmetallic med sort og blå skrift. På E61 har man flere forskellige farver på tasterne, og det forvirrer altså mere end det gavner!

Samtidig virker det forvirrende, at der er mellemrum mellem taster, som der er på E61. På E71 kan man lettere lade blik og fingre glide henover tastatur.

E71 kan skifte tilstand. Den kan være personlig, eller arbejdsrelateret. Telefonen har en menu/menupunkt, der hedder Tilstande. Det svarer til en computer, hvor man kan logge sig på med forskellige brugerkonti, og man kan så designe sine egne ikoner og genveje på startvinduet, og eget tema, billeder, osv. Så udover, at man har almindelige profiler, så kan man altså også skifte telefonens udseende ud.

Find mig!

E71 har et hav af programmer og funktioner. En af de mere nyttige, med tiden, er nok A-GPS. Jeg er selv vant til at have en sådan i bilen, så hvor meget jeg vil benytte telefonens system, ved jeg ikke rigtig. Det kommer igen meget an på priser og situation.

GPS-systemets lokaliseringsfunktion fik jeg afprøvet i går aftes ude på bøhlandet, hvor jeg stod udenfor et hus. Her ramte systemet rigtigt med hensyn til at finde frem til adressen, jeg befandt mig på. Jeg prøvede også at rykke mig lidt rundt, og systemet fulgte pænt med.

Mere saft og kraft

Batteritiden er et andet sted, hvor E71 har fået et skud vitaminer. 10,5timers taletid, hvor E61i stoppede efter højest 5 timer. Standbytider er nogenlunde identiske med cirka 17 dage. Det skal dog siges, at jeg endnu ikke har haft telefon hjemme længe nok til at prøve dette af.

E71 er også røget et skridt op af evolutionsstigen, når det gælder hukommelse. 60MB intern hukommelse havde E61i, hvor E71 har hele 110MB til rådighed. E61i kan benytte hukommelseskort med højest 2GB, hvor man i E71 kan sætte op til 8GB i porten.

Fra 2 til 3,2

Ja, det er selvfølgelig kameraet, vi her taler om. Og jo, 3,2megapixel med autofokus er bedre end 2MP som E61i har. Så også der er E71 sin forgænger overlegen. For at bruge autofokus skal man lidt besynderligt først trykke på ‘T’ til en firkant på billedet lyset grønt, og så trykker man på kameraudløseren. Som sagt lidt besynderligt, men det virker nu ellers fint nok.

Billedet herunder er taget indendørs, og som det gælder for stort set alle mobiltelefoner, når man tager billeder indendørs, så kommer der lidt støj på.

Hul igennem

På forbindelsessiden er der rigelig at vælge imellem. Med Quad-band, GPRS, Turbo-3G, WLAN, EDGE, Bluetooth, Infrarød, A-GPS, skal man være mere end ualmindelig uheldig, hvis man ikke kan komme igennem, eller finde hjem, for den sags skyld!

Desuden lader den også til at være ganske habil til det mobile kontor, hvor man kan oprette og redigere i dokumenter som Word, Excel og Powerpoint.

Efter kun et par dage er det svært at gå mere i dybden, men jeg er stadig ikke stoppet med at nynne, for den forkromede mørke telefon ser forbandet godt ud af en smartphone at være, og under metalhuden spinder motoren rigtig godt!

Vi bringer en stor test af modellen i Mobil 8.