“Hvis jeg fik 1 million dollars ville jeg investere i…”
_Side 2 John Strand, Strand Consult_
John Strand, Strand Consult,
Gennem årene har jeg været involveret i en lang række startup-virksomheder inden for det mobile univers og langt størstedelen af dem har faktisk været i stand til at skabe en succesfuld virksomhed blot ved at kombinere en god ide, nogle dygtige mennesker og en mindre pose penge.
De erfaringer, jeg har opnået igennem 16 år i denne industri viser mig, at store investeringer ikke er en garanti for succes, rent faktisk så kan det nemt udvikle sig til en sovepude, der dræber kreativiteten og lysten til at efterprøve nye og sunde forretningsmodeller.
Den største udfordring i Danmark, når man skal ud og investere i mobilverden, er, at innovationsniveauet i dette land er meget lavt. Hvis jeg skal sige det meget enkelt, så findes der ikke mange unikke og innovative virksomheder på dette område i vort land, og dem, der er her, har ofte en drøm om at lave en dansk kopi af noget andre allerede har gjort andre steder.
Den næststørste udfordring er, at folks indsigt i mobilverden ofte er temmelig begrænset. Indsigten i, hvad man kan få penge for, de bagvedliggende forretningsmodeller og hvad der er skalerbart, er ofte ikke eksisterende.
Den tredje udfordring er, at danskerne ikke forstår at tænke internationalt. Jeg kender danske virksomheder, der havde store internationale muligheder og i stedet for at gå ud på det globale marked med millioner af brugere med deres teknologi, så satsede de på de nærmarkeder, der ligger under en time fra København – det kostede deres aktionærer mange penge.
Jeg møder ofte folk, der har drømme om at lave virksomheder i denne verden, og når jeg møder dem, så er der nogle områder, jeg normalt vil sige, at man bør holde sig fra. Områder, hvor jeg tror, at det bliver svært at differentiere sig og at tjene penge.
1. Apps markedet, hvis man ser på antallet af apps, ser på hvem der udbyder dem, og hvem der rent faktisk sælger og tjener penge på apps, så er der meget langt mellem de økonomiske succeser. Det er et område, jeg under normale omstændigheder ikke vil satse på.
2. NFC – der er mange, der har en tro på, at de skal tjene formuer på NFC-markedet, konfigurering af telefoner, services etc. – de fleste af dem glemmer, at NFC er en kommunikationsteknologi, der på mange måder kan sammenlignes med Bluetooth. Hvem er blevet rige på Bluetooth?
3. Løsninger, der skal gøre eksisterende web-løsninger mobile. Der er mange, der har en drøm om at mobilisere eksisterende tjenester. I min verden svarer det til at lave støttehjul til eksisterende løsninger – jeg har ikke den store tro på det marked. Dem, der har disse løsninger, kan meget nemt gøre dem mobile selv.
Hvis jeg skulle placere 1 million dollars, så ville jeg kombinere den viden jeg og mine folk har, det globale netværk jeg har (160 operatører på kundelisten og relation til over 30.000 mennesker i mobilindustrien herunder en meget stor del af topcheferne) lave et lille team og så skulle 1/3 af pengene bruges på mit team, 1/3 skulle investeres i 4-5 virksomheder og 1/3 skulle bruges på at bygge relationer mellem hver af de virksomheder og 10 potentielle og globale / regionale partnere.
Det, vi kan bidrage med, er viden, erfaringer og relationer – pengenes størrelse er af mindre betydning. Hvis man har den rigtige ide, de rigtige folk og kombinerer det med den viden, som vi har, så bliver det efterfølgende ikke svært at tiltrække penge til sunde virksomheder. Rent faktisk er der en stor sandsynlighed for at virksomheden kan klare sig temmelig langt gennem organisk vækst.
Kunsten er ikke at bruge 1 million dollars, men at finde de rigtige folk med de rigtige ideer og måske er der nogle af dem blandt de 1.000 mennesker, Nokia har smidt på gaden i København.
Seneste tilføjelse til sagen
Siden redaktionen kørte denne nyhedsartikel er der kommet nyt i sagen. Redaktionen kørte videre med bolden. 18/8/2011 stillede igen redaktiornen skarpt på temaet med artiklen; Guide: Hold styr på web-favoritterne – Klik her for den efterfølgende artikel.. Seneste nyheder om Internet ser du her..