Hvor er den danske version af Nokia 9210?
Nokias nye kommunkator – 9210 – er et varmt emne hos både kunder og forhandlere i disse dage. Samtidig med at Nokia har kørt en stor kampagne både i aviser, magasiner og på tv for den nye kombinerede lommecomputer og telefon, oplever forhandlerne at de ikke kan få den danske model.
Mobil er gennem de seneste dage blevet kontaktet af flere forhandlere og kunder, der samstemmende siger, at man ikke kan skaffe den danske model af 9210. Det er muligt at købe den engelske version flere steder, men man kan ikke opgradere softwaren til en dansk version.
– Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og love at vi vil komme til at se flere danske 9210″ere i løbet af næste uge, lyder det fra Mads Eriksen, der er skandinavisk marketingdirektør for Nokia Mobile Phones.
Så nu venter vi bare. Skulle der være forhandlere i det ganske land, der ligger inde med danske versioner af Nokia 9210, er de meget velkommen til at maile til os her på redaktionen.