Hvorfor svarer de ikke….?
I dag er julenummeret af Magasinet Mobil i butikkerne. Her kan du blandt andet læse vores nyeste undersøgelse af kundeservice hos de danske mobilselskaber.
Og det er ikke altid ren julefryd at være kunde. I hvert fald ikke når man skal have hjælp.
Otte ud af 15 selskaber svarede aldrig på vores mail i den uge, hvor vi testede. Nogle af dem sendte ganske vist en såkaldt automail, hvor de lovede at svare. Men det er ikke godt nok, mener Mobil. Kunderne har krav på et hurtigt og reelt svar.
Blandt de otte, der aldrig svarede i vores testperiode, var Sonofon og TDC Mobil. Først 11 dage efter, at vi sendte vores mail, fik vi et svar fra Sonofon – og TDC Mobil brugte 18 dage på at svare. Ingen af de to er noteret for et svar i vores undersøgelse, for vi gav selskaberne maximalt en uge til at svare. Det kunne de to store selskaber ikke leve op til.
Og man kan sagtens svare hurtigt, hvis man gider. Det viser testvinderen Telmore. Vi sendte vores mail en mandag aften – og tirsdag morgen klokken 8.02 havde vi et fint svar fra Telmore.
Også på telefonen er Telmore suveræn: Bare 12 sekunder tager det kundeservice at svare på telefonen – både om dagen og om aftenen.
Du kan læse hele testen i det nye nummer af Mobil – og så Glædelig Jul…trods alt.