i-mate klar med 3G-smartphones

De blev vist frem helt tilbage i februar. Nu er de første to modeller landet. I-mates Ultimate-serie, der skal få i-mate på ret køl, ser nu endelig dagens lys.

i-mate klar med 3G-smartphones

Siden i-mate og HTC stoppede samarbejdet, har det været småt med nye modeller fra i-mate. Det skulle den nye Ultimate-serie, der blev præsenteret helt tilbage i februar, dog lave om på. Serien blev dog forsinket, og først nu rammer de to første modeller markedet. Der er tale om i-mate Ultimate 6150 og Ultimate 8150. Siden de blev præsenteret første gang, er designet dog blevet ændret en smule. I stedet for champagneguld er modellerne nu sorte. Modellerne er også blevet en smule større, og de måler således begge to nu 118,5 mm x 60,5 mm x 15,5 mm.

Funktionerne er der dog ikke blevet pillet ved. De har således begge samme funktioner, hvilket bl.a. vil sige at tri-band turbo-3G med understøttelse af en hastighed på op til 3,6 Mbit/s er at finde i begge modeller. Processoren er på hele 520 MHz, og der er 128 MB ram. Skærmen er trykfølsom og har en opløsning på hele 480 x 640 pixel. Både WLAN og Bluetooth er også at finde i begge modeller. Kameraet er desuden på 2 megapixel og styresystemet er Windows Mobile 6 Professional. Som noget særligt understøtter begge modeller desuden TV-out med en opløsning på hele 1024 x 768 pixel.