Idou kommer til oktober

Sony Ericsson i Tyskland oplyser nu, at Sony Ericssons kommende 12-megapixelmobil Idou kommer i handlen i oktober eller november. Sony Ericssons tyske produktchef fortæller dertil, at Idou blot er den første model i en ny serie af underholdningstelefoner fra Sony Ericsson.

Idou kommer til oktober

Sony Ericssons produkt- og PR-chefer i Tyskland oplyser nu flere detaljer om den kommende supermobil fra Sony Ericsson til den tyske hjemmeside Teltarif, der har fokus på mobiltelefoner.

– Idou er projektnavnet for den første mobiltelefon. ‘Ubegrænset underholdning’ er vores fokus for dette projekt – og det er et løfte, som ligger bagom Idou-projektet. Det begrænser sig ikke bare til billed- og musikfunktioner, men meget mere, f.eks. spil, sociale netværkstjenester eller komplette videotjenester, fortæller Sony Ericssons tyske produktchef Steffen Grosch.

Ifølge flere af Sony Ericssons tyske produktchefer skulle der være flere mobiltelefoner som Idou på vej i serien med fokus på ‘ubegrænset underholdning’.

Sony Ericsson Idou kommer til at blive baseret på det nye operativsystem fra Symbian, som bygger videre på blandt andet Nokias S60 og Motorolas/Sony Ericssons UIQ. Styresystemet Symbian Foundation forventes at være klart til sommer.

Idou kommer til at byde på et 12-megapixel kamera, indbygget GPS og en 3,5-tommer stor trykfølsom skærm.

Ifølge Sony Ericsson i Tyskland kommer Idou altså i oktober eller senest i november måned. Spørger man til gengæld hos Sony Ericssons hovedkvarter i Sverige, lyder det fra Gustaf Brusewitz, der er PR-chef i Sverige, at Idou fortsat vil komme ‘i løbet af andet halvår’.