Indblik: Sådan håndterede Sony Ericsson nyhederne i Android 4.0
Google har rendyrket brugerfladen med det mål, at den skal være lettere at navigere i. Android 4.0 eller Ice Cream Sandwich (ICS) har virtuelle knapper i systemlinjen, der gør det hurtigere at gå tilbage, gå til startsiden og at nå de sidst anvendte apps.
Nye mapper, bogmærkehåndtering og skalerbare widgets er andre nyheder i ICS.
Sådan gjorde Sony:
En del af det, Google introducerede med Android 4.0, for eksempel mapper, findes allerede i de Xperia-telefoner, Sony Ericsson lancerede i 2011.
Andre af Googles nyheder er mest tiltænkt telefoner, der ikke har hardwareknapper, hvilket ikke berører Sonys aktuelle telefoner. Sony er gået ud fra den eksisterende brugerflade i Android 2.3 og har tilføjet udvalgte UI-elementer (user interface/brugerflade) fra ICS men også en hel del fra den kommende telefon Xperia S.
Forbedret skrivning
ICS har fået et forbedret tastatur med retskrivning og også mulighed for at give input ved hjælp af stemmen – dog ikke på dansk. Det er også lettere for personer med nedsat syn at bruge ICS, blandt andet takket være tilbagemelding med lyd.
Sådan gjorde Sony:
Skrivningen i Sonys telefoner har før understøttet ordforslag og at skrive ved at tegne bogstaver. I selskabets Ginderbread-opdatering tilføjedes understøttelse af sprog fra højre til venstre, for eksempel arabisk. Det betyder, at flere af ICS’ finesser allerede er implementeret af Sony.
LÆS DEL 1: Sådan gør Sony, når der kommer ny Android
Social kontaktbog
Kontaktbogen viser mere information om hver kontakt – inklusive opdateringer fra sociale netværk. En kalender med farvekode og muligheder for zoom er også indført. Desuden understøttes en ny type telefonsvarer, der er mere visuel og tilbyder transskribering af telefonsvarerbeskeder.
Sådan gjorde Sony:
Alt dette implementeredes af Sony Ericsson. Eneste forskel var, at selskabet ændrede farverne til at passe til den valgte brugerflade.
Hurtigere kamerafunktioner
Kamerasystemet er udrustet med ansigtsgenkendelse og finesser, der gør det hurtigere at tage billeder. En stabiliseret digital zoom og muligheder for panoramafotografering er også indbygget.
Sådan gjorde Sony:
Mange af kamerafunktionerne i Galaxy Nexus er tæt knyttet til den hardware, som Samsung har brugt, og til softwaren fra Texas Instruments.
Sony er gået ud fra den eksisterende kamerahardware og har allerede fra tidligere understøttet billedstabilisering og ansigtsgenkendelse. Andre nyheder i ICS er dog implementeret.
Billedgalleri og screenshots
ICS’ billedgalleri har fået redigeringsmuligheder og bedre muligheder for at sortere billederne. Man kan nu endelig også lave screenshots i Android uden at skulle roote telefonen. ICS har også indført understøttelse af sjove effekter ved videooptagelse og under videosamtale i Google Chat.
Sådan gjorde Sony:
Sony Ericsson havde udviklet muligheder for at lave screenshots allerede i Gingerbread. I forbindelse med opdateringen til ICS forandrer Sony brugerfladen, så det bliver mere lig Androids generelle brugerflade.
Sony vil understøtte både ICS’ billedgalleri og sit eget billedgalleri, men eftersom en del tjenester ikke understøttes af ICS’ galleri, får brugeren også mulighed for selv at vælge mellem disse to eller et andet af de mange gallerier, der er på Android Market.
E-mail og webbrowser
Bogmærker fra Google Chrome er lettere at synkronisere, og man kan også gemme websider og læse dem offline. Webbrowseren loader også siderne meget hurtigere. I ICS er det også lettere at få overblik over sin e-mail.
Sådan gjorde Sony:
Meget af det, der er nyt i ICS, er finpudsninger af funktioner, der allerede var med i Android 2.3, så Sony forventer ikke nogen kæmpestore forbedringer af ydeevne. Sony er i øvrigt den eneste producent, der understøtter WebGL i den indbyggede webbrowser. E-mail-klient og webbrowser fra ICS implementeres af Sony, men egne forbedringer – for eksempel WebGL-understøttelsen – tilføjes.
Ansigtsgenkendelse til oplåsning
ICS har indført ansigtsgenkendelse som en mulig metode til at låse sin mobile enhed op. Ved hjælp af kameraet på enhedens forside og avancerede objektgenkendelsesalgoritmer kan enheden låses op.
Sådan gjorde Sony:
Ansigtsgenkendelse er egentlig ikke en del af ICS, men en separat Google-app, der sendes med ICS ved opdatering.