Ingen dansk vejledning med til Orange SPV

Ingen dansk vejledning med til Orange SPV

Orange SPV er et særdeles avanceret produkt. Og det bliver ikke mindre avanceret af, at styresystemet endnu er på engelsk. Derfor har flere kunder rettet henvendelse til Mobil, da de er kommet hjem med vidunderet og har fundet ud af, at der ikke følger en dansk brugsvejledning med.

Og det er ikke en fejl, lyder det fra Orange. Market Manager Peter Frølund siger til Magasinet Mobil: Vi har vurderet, at kunderne ville blive forvirrede over, at få en dansk brugsvejledning til et engelsk produkt, hvor tingene jo så ikke hedder det samme.

Den holdning holder dog ikke, lyder det fra Forbrugerinformation, da Mobil fanger Søren Dilling over telefonen:

– Der skal medfølge en brugsvejledning på et skandinavisk sprog – og ikke på finsk – når man køber et produkt, i sær hvis produktet er teknisk avanceret.

Så fra i morgen kan man downloade “Getting Started” guiden på dansk som en PDF fil på Oranges danske website. Desværre kan manualen ikke læses direkte i mobilen, man skal have adgang til en PC for at kunne læse guiden.

Her på Mobil undrer vi os over, at der ikke er en kvik Orange-ansat, der har haft en kopimaskine på overarbejde for at kopiere den danske Getting Started Guide, så kunderne havde kunnet få den med i hånden.